Ukraines leder har strategisk møde i Moskva

Ukraines trængte præsident har de første strategiske drøftelser med Putin i den russiske hovedstad

Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, har tirsdag haft møde med sin russiske kollega, Vladimir Putin, i Moskva og drøftet mulighederne for et tættere økonomiske samarbejde mellem de to lande.

- Ukraine er en af vore strategisk partnere, sagde Putin, da han mødte Janukovitj i Kreml. Den ukrainske præsident tilføjede, at Moskva og Kreml bør udvikle et strategisk partnerskab.

Men Janukovitj har også givet udtryk for, at han fortsat er villig til at indgå i et samarbejde med EU.

Den ukrainske præsident er under hårdt pres i sit hjemland, hvor store proeuropæiske demonstrationer fortsætter i Kijev. EU har gjort det klart, at det er misfornøjet med de blandede signaler fra den ukrainske ledelse i forhold til en handels- og associeringsaftale med EU.

Under Janukovitjs drøftelser med Putin menes to russiske lån og en rabat på russisk gas at have været på dagsordenen.

Demonstranterne i Kijev, som raser over, at deres præsidenten pludselig sagde nej til en samarbejdsaftale med EU, frygter, at Janukovitj også er ved at indgå en aftale om en toldunion med Rusland.

Janukovitj har indrømmet, at beslutningen om at foretage en kovending i forhold til EU blev truffet efter pres fra Rusland.

Demonstrationerne i Ukraine er de største siden Orangerevolutionen i 2004, og de er et forsøg på at tvinge præsidenten til at udskrive nyvalg.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, var mandag i Bruxelles for at drøfte krisen i Ukraine med EU's udenrigsministre. Her blev Rusland åbent kritiseret af de europæiske ministre for at lægge økonomisk pres på Ukraine.

Det fælles budskab fra EU-ministrene er, at Ukraine skal have lov til frit at vælge, hvem landet vil samarbejde med - og at en europæisk-ukrainsk samarbejdsaftale også vil være økonomisk til gavn for Rusland.

- Underskrivelsen vil ikke på nogen måde have en negativ effekt på Rusland, sagde EU's udenrigschef, Catherine Ashton, på et pressemøde mandag.

0 kommentarer
Vis kommentarer