Fagbossers USA-ture er 'bibelsk funderede'

Visionen er at 'vække, udfordre og forene Guds folk til at forandre kirken lokalt og globalt'

(Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen)
(Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen)

Læs også: Her gør de syge raske med håndspålæggelse

Ledelsen i Danmarks fjerdestørste fagforening, Kristelig Fagbevægelse, deltager hvert år i lederkonferencer arrangeret af den konservative vækkelseskirke Willow Creek Community Church i Chicago.

Rejsen er betalt af Krifa-medlemmernes kontingentkroner. Krifa oplyser ikke om hverken formål eller udgifter på foreningens hjemmeside. Men koncernchef Jesper Wengel afviser, at det er tale om en religiøs begivenhed, som han og Krifa-formand Søren Fibiger Olesen deltager i hvert år.

- Det er et led i vores almindelige uddannelse af vores ledere, udtalte han mandag til TV2 News.

Et dybere kig i det såkaldte Global Leadership Summits vision og værdier giver dog et andet indtryk.

På Willow Creeks egen hjemmeside fremgår det, at konferencens overordnede vision er at "vække, udfordre og forene Guds folk til at forandre kirken lokalt og globalt". Det fremgår også, at en af konferencens værdier er "at have et historisk og ortodokst syn på bibelsk kristendom".

Koblet med bibelsk funderede principper
Dette stemmer da også fint overens med beretninger fra en anden fast konferencedeltager, Peter Kofoed Herbst, der er præst ved Kronjyllands Frimenighed - som Jesper Wengel og hans familie har været aktive hos i årevis og hvor fem af seks bestyrelsesmedlemmer er Krifa-ansatte.

Herbst er meget begejstret for konferencerne i USA og udtalte i august til den kirkelige netavis 'Udfordringen' - netop hjemkommet fra dette års Global Leadership Summit:

- Konferencen var spækket med dygtige talere med et troværdigt budskab, krydret af både faglighed og personlige erfaringer (...) Alt sammen er koblet med klare, bibelsk funderede principper - det er ganske enkelt uovertruffent godt.

Jesper Wengel udtalte sig også til samme kristelige netavis om sine oplevelser:

- Jeg bliver inspireret blot ved at opleve den atmosfære og professionalisme, der præger The Leadership Summit.

Avisen.dk var i går i kontakt med Jesper Wengel og ville gerne have spurgt ind til blandt andet konferencens vision og værdier, men han ønsker ikke at udtale sig til avisen.

Læs også: Krifa-chefers USA-ture er "bibelsk funderede"

Det er et problem, at der ikke er mere åbenhed om Krifa-chefernes USA-rejser, mener professor Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet

- Medlemmerne af en fagforening - også Krifas medlemmer - har krav på mest mulig gennemsigtighed, så de har det bedst mulige grundlag for at bedømme, om det her er noget, de vil støtte eller ej, siger han.

Jesper Wengel oplyste også i går, at ledere som Tony Blair og Bill Gates har optrådt på konferencerne - og at han går mere op i indholdet af konferencerne end hvem, der arrangerer dem.

- Det er ikke fordi, vi som sådan sætter os ind i, hvem arrangøren af det her er, sagde han til TV2 News.

Jesper Wengel og Krifa har dog et indgående kendskab til arrangørerne og et meget tæt forhold til Willow Creeks danske afdeling, Willow Creek Danmark.

Præst Peter Kofoed Herbst sidder i en arbejdsgruppe under Willow Creek Danmark, der hvert år arrangerer en dansk leder-konference i København, som en større Krifa-delegation med Wengel i spidsen deltager i.

Her sidder også Kirsten Nørlund, der er mangeårig medarbejder i Krifa. Og i bestyrelsen for Willow Creek Danmark sidder bl.a. Hermann Christensen, der er direktør for det 100 procent Krifa-ejede Trinity Hotel- og Konferencecenter i Fredericia.

3F's næstformand Jane Korczak er forundret over, at Krifa betaler for formandens og koncernchefens deltagelse i evangeliske, vækkelses-konferencer i USA:

- Jeg synes, der foregår et underligt, uigennemskueligt miks af noget religiøst og noget forretningsmæssigt i Krifa, siger hun.

Læs også: Dansk Willow Creek er også højre-religiøs

Læs også: Fagforeningsfolk i skjult krig mod homovielser

Læs også: Gule giver op: Anker ikke medlemmers skadesag

0 kommentarer
Vis kommentarer