EU-ministre laver aftale om bankafvikling

EU-landene er enedes om kompromis om nye regler for afvikling af banker i ny bankunion

EU-landenes økonomi- og finansministre er sent onsdag enedes om deres bud på nye regler for afvikling af syge banker i den kommende bankunion.

- Vi har en aftale om fælles afviklingsmekanisme: Bankerne betaler selv, kan virke, ligebehandling, realkredit ok! Glad, skriver økonomiminister Margrethe Vestager (R) på Twitter.

Allerede inden aftalen faldt endeligt i hak, erklærede hun sig på Danmarks vegne godt tilfreds med det resultat, der tegnede sig.

Ministeren gjorde det klart, at det tegner til en bankunion, hvor Danmark har et reelt valg mellem at deltage eller at stå udenfor.

- Sådan som det ligger nu, er der ikke noget, der tvinger os til at sige nej.

- Det, som har været vigtigt for os fra dansk side er: Kan det fungere? Kommer det her til at virke, hvis vi kommer i den ekstraordinære situation, at en bank skal afvikles? Kan man se sig selv - også som et ikke-euroland - inde i sådan en bankunion?

- Det tror jeg faktisk godt, man kan, sagde Vestager kort før forhandlingerne sluttede, og ministrene klappede af deres eget resultat.

Den danske minister mener på den anden side også, at det potentielt ville kunne fungere for Danmark at stå uden for bankunionen - sådan som Storbritannien og Sverige allerede har besluttet at gøre.

- For dem, der står uden for bankunionen, er spørgsmålet: Er der så stadig det indre marked? Og er der én regelbog, der gælder for os alle sammen? Der tror jeg faktisk også, vi når hen, sagde ministeren.

Alligevel er hun - ulig sin svenske kollega - endnu ikke klar til at konkludere noget på Danmarks vegne.

Medlemslandenes aftale skal nu forhandles på plads med Europaparlamentets forhandlere, før den endelige struktur for hele bankunionen kan falde på plads.

Bankunionen baserer sig på fælles regler for bankerne - det såkaldte kapitalkravsdirektiv, som samtlige EU-landes banker skal leve op til. Derudover er der det nye fælles banktilsyn, der skal begynde sit arbejde til næste efterår.

0 kommentarer
Vis kommentarer