Nååååå: Så blev det jul i zoo

Den 25-årige orangutang Mona er blevet mor for tredje gang

Mona og den nyfødte unge er uadskillige. (Foto: Sussi Koeber/Aalborg Zoo)
Mona og den nyfødte unge er uadskillige. (Foto: Sussi Koeber/Aalborg Zoo)

Aalborg Zoo fik en tidlig julegave, da en lille orangutang-unge kom til verden lørdag morgen.

Moren er 25-årige Mona, som selv er født i Aalborg Zoo. Den lille unge er endnu ikke kønsbestemt, da det er livsfarligt at komme for tæt på mor og unge.

- Vi tør ikke gå ind til den, så vi er nødt til at vente til moren viser ungen frem, og vi kan se, om der er en lille tap eller ej, siger zoolog Jens Sigsgaard til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at Aalborg Zoo i forvejen har tre hanner og to hunner. Han krydser derfor fingre for, at det nye skud på stammen er en hun.

- Generelt er der lidt for mange hanner i de europæiske zoologiske haver, og der er egentlig kun brug for én han for hver fem hunner, siger zoologen.

Han fortæller, at det er tredje gang, Mona bliver mor. Mona bor i samme anlæg som ungens far Djimat, og Anton som er Monas unge fra 2008.

- De andre orangutanger er nysgerrige, men behandler Mona med den respekt, som en nybagt mor nu skal behandles med, siger Jens Sigsgaard.

I den første tid vil ungen klynge sig fast til moren og ikke bevæge sig ud på egen hånd. Man kan dog godt være heldig at få ungen at se i Orangutanghuset.

Aalborg Zoo har en lang tradition med orangutanger. De første orangutanger kom til Aalborg Zoo i 1960 fra Borneos regnskov.

Orangutangen lever kun på de to indonesiske øer Borneo og Sumatra.

 

 

 

 

1 af 2 (Foto: Sussi Koeber/Aalborg Zoo)
2 af 2 Mona og den nyfødte unge er uadskillige. (Foto: Sussi Koeber/Aalborg Zoo)
0 kommentarer
Vis kommentarer