Ung mand sigtet efter hasarderet kørsel i Station2

Politiet så også TV: 19-årig lod TV-hold fra kriminalmagasinet Station2 filme hasarderet kørsel på Rømø - risikerer nu at miste kørekortet

Nils Brinch var studievært på Station2, da indslaget med fartbøllerne blev vist.
Nils Brinch var studievært på Station2, da indslaget med fartbøllerne blev vist.

Det er lykkedes politiet at finde den ene af de to unge mænd, som for rullende kameraer i kriminalmagasinet Station2, racede rundt på stranden på Rømø.

- Vi har fundet den ene af mændene. Han er nu sigtet for uforsvarlig kørsel på stranden, oplyser lederen af lokalpolitiet i Tønder, Svend Erik Paulsen, til Ekstra Bladet.

Se også: Politiet jagter fartbøller fra TV2-program

Den 19-årige unge mand risikerer i værste fald at miste sit kørekort, fordi man kun må køre 30 kmt på stranden ved Lakolk. På tv-optagelserne racer den unge mand afsted, mens han laver hjulspind i sandet.

- Jeg ved ikke, hvad straffen kan blive for jeg ved ikke, om han har noget stående 'på bogen' i forvejen, siger Svend Erik Paulsen.

Politiet: Det er galimatias
Et TV-hold fra kriminalmagasinet var i september på besøg på Rømø for at vise, hvor råddent der køres på stranden. I juli omkom den 20-årige Niklas Fyhring Sørensen, da han blev slynget ud af en bil, der væltede under vild kørsel på stranden. Alligevel fortsatte de unge med at køre vildt på stranden, som de har gjort i årevis.

Syd og Sønderjyllands Politi blev stærkt fortørnede over at se de unge køre råddent i TV-programmet.

- Det må da ramme enhver dansker, at de unge ligefrem synes, det er sjovt at blive filmet under de omstændigheder, sagde politiinspektør Lars Bræmhøj efterfølgende til Ekstra Bladet.

- Det er jo helt galimatias at køre sådan på stranden med de bundforhold, der er. Vi er gået ind i sagen af blandt andet præventive grunde, fastslog politiinspektøren.

Holder dem anonyme
Det er kun lykkedes politiet at finde føreren af BMW-en. Derimod ved man fortsat ikke, hvem der kørte den anden bil, som deltog i racet på stranden.

Redaktør på 'Station 2', Yigal Znaty, har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at TV2 indgik en aftale med de unge om at filme og interviewe dem mod, at de blev holdt anonyme.

Se også: TV2-redaktør: Derfor dækker vi over fartbøllerne fra Rømø

0 kommentarer
Vis kommentarer