Putin håner Obama i Moskva

- Bare jeg kunne spionere som ham, siger Ruslands præsident, der selv slår hårdt ned på afvigere

Putin smiler over et af spørgsmålene under den lange pressekonference. (Foto: AP/Ivan Sekretarev)
Putin smiler over et af spørgsmålene under den lange pressekonference. (Foto: AP/Ivan Sekretarev)

Ruslands stærke mand Vladimir Putin hånede den amerikanske præsident Barack Obama under sin årlige pressekonference i Moskva, der sluttede tidligt torsdag eftermiddag efter fire timer.

- Jeg er misundelig på Obama, fordi han kan spionere løs og slippe afsted med det, sagde Putin, hvis styre slår hårdt ned mod afvigere.

Putin er selv gammel KGB-mand, og han erkender, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA's overvågning 'ikke er for sjov', men nødvendig for at bekæmpe terrorisme.

- På det politiske plan er det imidlertid nødvendigt at begrænse appetitten hos bestemte tjenester med nogle regler, lød det formanende.

Homoer til OL
Muligvis var den spydige bemærkning til Obama en tak for sidst efter den amerikanske præsidents slet skjulte angreb på russisk homofobi onsdag.

Her blev det meddelt fra Washington, at den officielle amerikanske delegation ved februars vinter-OL i den russiske by Sotji kommer til at bestå af blandt andet to erklærede lesbiske eks-sportsstjerner, nemlig tennis-spilleren Billie Jean King og Caitlin Christine Brennan, tidligere flerdobbelt OL-medaljevinder i ishockey.

Se også: USA provokerer Putin: Sender lesbiske til OL

Til gengæld deltager hverken Obama eller vicepræsident Biden ved officielle ceremonier i Sotji. Det er første gang siden 2000, at USA ikke er repræsenteret på højeste niveau ved et OL.

Forud for vinterlegene er det blevet et stort tema, at Rusland har vedtaget en lov mod 'homoseksuel propaganda'. Loven ses af de fleste som en slet skjult forfølgelse af mennesker, der åbent træder frem som bøsser, lesbiske eller transseksuelle.

Se også: Putin ansætter homo-kritiker som chef for nyhedsbureau

Har ikke mødt Snowden
Torsdag forsøgte Putin så at spille bolden tilbage ved at henvise til Edward Snowdens afsløringer af USA's hemmelige overvågning.

Se også: Snowden: Håber mine afsløringer fører til reformer

Afsløringer, der giver Obama problemer både internt og specielt internationalt, hvor det har skabt stor vrede blandt allierede fra Latinamerika til Europa.

Se også: Raser over NSA-skandale: Køber krigsfly for milliarder

Under pressekonferencen i Moskva afviste Putin, at han selv har mødt Snowden, som i sommer fik tidsbegrænset politisk asyl i Rusland.

- Jeg har mit job. Han har sine ting at gøre. Ikke desto mindre er han for mig at se en interessant person. Mange mennesker, herunder ledende politikere og kolleger til mig, har ændret opfattelse af verden takket være ham, sagde Putin ifølge Telegraphs live-dækning af det lange pressemøde.

'Synd for Pussy Riot'
Mange spørgsmål drejede sig om konsekvenserne af en russisk amnestilov, der blev vedtaget onsdag.

To medlemmer af punkgruppen Pussy Riot, Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina, vil formentlig komme på fri fod i løbet af få dage.

Se også: Rusland giver amnesti til Pussy Riot og Greenpeace-folk

Begge de unge kvinder og mødre afsoner en fængselsstraf efter en Putin-kritisk happening i Moskvas ortodokse katedral.

Under pressekonferencen erklærede Putin, at 'det er synd for Pussy Riot'.

- Ikke fordi, de er i fængsel, men fordi de deltager i aktiviteter, som er ydmygende for kvinder.

Putin meddelte også, at han vil benåde sin ærkefjende, Kreml-kritikeren oligarken Mikhail Khodorkovskij, der mangler otte måneder af en ti års fængselsstraf.

Related content

1 af 3 Mikhail Khodorkovskij vil blive sluppet fri, lover Putin. Oligarkens forsvarer siger, at hans klient aldrig har søgt om benådning. (Foto: AP/ Sergey Ponomarev)
2 af 3 De tre Pussy Riot-medlemmer Nadesjda Tolokonnikova, Jekaterina Samutsevitsj and Maria Aljokhina. To af dem sidder i arbejdslejr. (Foto: AP/Misha Japaridze)
3 af 3 Putin smiler over et af spørgsmålene under den lange pressekonference. (Foto: AP/Ivan Sekretarev)
0 kommentarer
Vis kommentarer