Skrev racistisk tweet: Nu er hun blevet fyret

Et forsøg på at lave en joke gav bagslag for amerikanske Justine Sacco. Nu har hun mistet sit job som kommunikationschef

Det er ikke i orden at joke om afrikanere og AIDS, når man er ansat som kommunikationschef i en prominent amerikansk internetvirksomhed.

I hvert fald var det netop joken 'Tager til Afrika. Håber jeg ikke får AIDS. Bare for sjov. Jeg er hvid!', der kostede Justine Sacco jobbet.

Det skriver Huffington Post.





Joken blev skrevet ud på det sociale medie Twitter fredag, lige inden Justine Sacco gik ombord på flyet - og tweetet gik lynhurtigt verden rundt.

Et såkaldt hashtag blev lynhurtigt knyttet til alle kommentarerne - #HasJustineLandedYet (er Justine landet, red.) - og mange ventede med spænding på, hvordan firmaet ville reagere, når deres kommunikationschef igen kunne fanges på telefonen.

Og det står klart nu: Virksomheden IAC, som allerede tidligere var ude og fordømme tweetet, har valgt at sige farvel til Sacco.

- Denne krænkende kommentar reflekterer ikke IAC's synspunkter og værdier. Vi tager det meget seriøst, og vi har fyret den pågældende medarbejder, lyder det fra virksomheden.

Se også: 'Tager til Afrika. Håber jeg ikke får AIDS'

- Der er ingen undskyldning for den hadefulde kommentar, der er blevet skrevet, og vi fordømmer den ubetinget, lyder det videre, inden virksomheden forbarmer sig en smule og opfordrer til, at Justine Sacco ikke lægges for had.

- Vi håber dog, at tid og handling - og menneskets tilgivende ånd - betyder, at det ikke ender i en omfattende fordømmelse af et individ, som vi ellers har kendt som et anstændigt menneske.

Justine Saccos Twitter-konto er i øvrigt blevet slettet. Huffington Post har forsøgt at få en kommentar fra den tidligere kommunikationschef, men uden held.

0 kommentarer
Vis kommentarer