Efter bombetrussel: Sådan klarer DSB årets største rejsedag

På trods af kæmpe forsinkelser på grund af bombetrussel forventer DSB at blive klar til at køre danskere tværs over landet efter planen 23. december

DSB forventer at blive klar til at køre danserne hjem mod juland og flæskesteg. (Arkivfoto: Polfoto/Jens Dresling)
DSB forventer at blive klar til at køre danserne hjem mod juland og flæskesteg. (Arkivfoto: Polfoto/Jens Dresling)

En bombetrussel mod Odense Banegård søndag eftermiddag lammede trafikken landet over, da tog mellem Sjælland og Jylland ikke kunne komme forbi det fynske knudepunkt på grund af politiets arbejde på stationen.

Se også: Politiet åbner for tog efter bombetrussel

Det har forårsaget store forsinkelser, der vil sætte sit præg på togtrafikken resten af søndagen.

- Det tager noget tid at få togene tilbage til den normale plan, fordi togene simpelthen ikke er der, hvor de skulle være, og derfor er der et større logistikarbejde. Så vi skal bruge natten på at køre togene på plads, fortæller DSB's trafikinformationschef, Tony Bispeskov, til Ekstra Bladet.

Se tv-billeder fra gerningsstedet i klippet herover og mere video på localeyes.dk

På grund af bombetruslen har togtrafikken stået stille på Fyn i omkring fire timer, og det har givet en masse rod i køreplanerne.

- Der kan være en masse tog, som simpelthen er i den modsatte ende af landet i forhold til hvad de skulle være, så det tager en del timer at få togene tilbage, forklarer han.

Klar til juletrafik
Fordi politiet har åbnet for, at der igen kan køre tog gennem Odense Banegård, er DSB fortrøstningsfulde i forhold til at blive klar til årets største rejsedag mandag, 23. december.

- Det afhænger selvfølgelig af, hvornår vi kommer i gang igen, men efter vi har fået lov til at køre igen omkring klokken 19 er det min umiddelbare vurdering, at vi når at blive klar til i morgen, fortæller Tony Bispeskov.

Se også: Fanget i juletoget: Irriterende

I løbet af eftermiddagen indsatte DSB 120 togbusser fordelt på fire stationer for at få bragt strandede passagerer videre. Henover eftermiddagen var alle toge kørt efter planen fra blandt andet Aalborg, Aarhus og København, og der var derfor spredt tog godt ud over landet.

- De fleste passagerer foretrækker at sidde i et varmt tog frem for at vente på en perron, og når der går lang tid før de når frem til Odense er der en chance for, at trafikken har løst sig lidt op, når de når frem.

DSB fortsætter med at køre med togbusserne, så længe det er nødvendigt indtil togtrafikken flyder nogenlunde normalt.

Politiet har foreløbig anholdt en 37-årig mand for bombetruslen.

Se også: 37-årig anholdt for bombetrussel

0 kommentarer
Vis kommentarer