Fagforeningsfolk laver bibeltime for børnehjemsbørn

17 Krifa-ansatte besøgte i 2011 hjælpe-projekter for tidligere og nuværende børnehjemsbørn. De benyttede lejligheden til at undervise de unge i lignelser fra Det Gamle Testamente – blandt andet om hvordan Vorherre straffer utroskab.

Foto: Sisse Dupont/Jyllands-Posten
Foto: Sisse Dupont/Jyllands-Posten

En stor gruppe ansatte i Kristelig Fagbevægelse har i forbindelse med humanitære projekter i Honduras lavet forkyndende arbejde rettet imod lokalbefolkningen.

De danske Krifa-ansatte har blandt andet afholdt bibeltimer for at udbrede kendskabet til lignelser fra Det Gamle Testamente og afholdt foredrag om ’åndelig tilgang til ledelse’ – med emnet ’Hvad ville Jesus have gjort?’

Fagbossers USA-ture er "bibelsk funderede"

En lang række danske organisationer og foreninger støtter humanitært arbejde i udviklingslande – og flere af dem har et kristent udgangspunkt.

Men hos de fleste, eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp, følger et adfærdskodeks – et såkaldt ’code of conduct’ - der tager afstand fra missionerende og forkyndende projekter.

- Det betyder, at vi giver hjælp uafhængig af race, nationalitet, religion og politisk overbevisning. Det betyder, at vi ikke missionerer, og at vi ikke forkynder. Vi yder nødhjælp til alle i nød – uanset religiøs overbevisning, fortæller generalsekretær Henrik Stubkjær.

Han understreger, at han ikke kender de pågældende Krifa-støttede projekter og derfor ikke ønsker at udtale sig om dem.

900.000 kroner
Krifa støttede i perioden 2009-2011 den danske, kristne hjælpeorganisation Viva med i alt 900.000 kroner. Pengene var øremærket et udslusningsprojekt for tidligere og nuværende børnehjemsbørn i Honduras.

I sommeren 2011 besøgte 17 Krifa-ansatte Honduras for at deltage i Viva-projektet. De fik rejsen og opholdet betalt af Krifa - mod at yde frivilligt arbejde i Honduras under opholdet i Honduras.

Udgiften til de 17 retur-rejser mv. kostede Krifas medlemmer yderligere 238.000 kroner. Det fremgik af Krifas 2011-regnskab og CSR-rapport fra samme år.

Det frivillige arbejde i Honduras gik blandt andet ud på at aflaste personalet på børnehjemmene, men også på at være med til at arrangere en tre dage lang ungdomslejr med kristne indslag for ca. 35 unge.

Af blogindlæg fra flere af de 17 Krifa-ansatte fremgår, at de udsendte Krifa-ansatte på lejrens første dag var med til at arrangere bibeltime for alle deltagerne.

Det beskrives, hvordan der i forbindelse med bibeltimen var 'forberedt en dramatisering og nogle reflektioner over lignelsen med den barmhjertige samaritaner.'

- Der er mange honduranere, som har brug for at møde en barmhjertig samaritaner på deres vej, noterer en af de Krifa-ansatte i et blogindlæg skrevet 3. juli. 2011.

Læs hele blogindlægget her

På ungdomslejrens anden dag var de udsendte Krifa-ansatte med til at arrangere morgensamling - udelukkende med kristne indslag.

Her var det lignelsen om ’kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud’, der blev dramatiseret og debatteret.

- Historien om kvinden, der blev tilgivet af Jesus, er noget, der taler til denne gruppe unge, noterer en anden Krifa-ansat i et andet blog-indlæg.

Senere på dagen var der ifølge indlægget foredrag om 'åndelig tilgang til ledelse'. Emnet er: 'Hvad ville Jesus have gjort'. Bagefter var der diskussion i grupper ud fra oplægget.

Læs hele blogindlægget her

"Religion og bøn er en del af hverdagen"

Krifas koncernchef Jesper Wengel har tidligere på ugen – over for både Politiken og TV2 News – afvist, at Krifa er involveret i missionerende arbejde. Det fremgår også af en pressemeddelelse, som Krifa udsendte i mandags.

Han har rost børnehjemsprojektet i Honduras og oplyst, at Danida efterfølgende har skudt penge i projektet.

Det bekræfter specialkonsulent i Danida, Jens Kaare Rasmussen. Han understreger samtidig, at Danida ikke støtter missionerende projekter - men forklarer, at hjælpeorganisationer, der laver missionerende arbejde, godt kan få Danida-støtte til konkrete ikke-missionerende hjælpeprojekter.

- Men så må organisationen skrive under på vores etiske regler, der blandt andet siger, at man ikke må drive missionerende virksomhed for statslige midler, siger han.

- Det betyder så i praksis, at organisationen kan fortsætte med at missionere i projekter, som finansieres af private, indsamlede midler, men at organisationen må afstå fra at missionere i projekter støttet af Danida, fortæller Jens Kaare Rasmussen.

Nødvendigt med åbenhed

Ifølge Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp er det vigtigt, at der er åbenhed om humanitære projekter med et forkyndende element.

- Det afgørende for mig er, om der er åbenhed om det, så alle ved, at det er dét, det handler om. Jeg kender ikke det konkrete projekt. Jeg kan bare sige, at her i Folkekirkens Nødhjælp tager vi ikke hensyn til folks religion, og vi forkynder heller ikke. I vores hjælpearbejde handler det udelukkende om at give hjælp dér, hvor nøden er størst, siger Henrik Stubkjær.

Krifas ledelse ønsker ikke at kommentere det humanitære arbejde over for Avisen.dk, oplyser kommunikationschef Jonas Nørgaard Mortensen.

Det gælder også Kurt Sørensen, der sidder i bestyrelsen for Viva, hvor han er tidligere formand, og til daglig er direktør i Krifa Forsikring.

- Du får ingen kommentarer fra mig, siger han.

Fagforeningsfolk i skjult krig mod homovielse

"Hvis sandheden går op for medlemmerne..."

0 kommentarer
Vis kommentarer