Chauffør i højresvingsulykke: Cyklisterne mangler respekt

Københavnsk buschauffør påkørte i november en cyklist i et højresving

Da Københavns Politi endnu ikke har taget stilling til, om buschaufføren skal sigtes, er hun af sin tillidsmand blevet rådet til at være delvist anonym i artiklen - men Ekstra Bladet er bekendt med hendes identitet

Klokken er 21.40, da 58-årige M kører hen ad Frederiksborggade i centrum af København. Hun stopper ved et stoppested og triller langsomt videre. Da hun når til et kryds, orienterer hun sig, som hun plejer, slår blinklyset til og begynder at dreje.

Det er først, da hun hører skriget og hører braget, at det går op for hende, at banen ikke var helt fri.

Se også: Højresvingsulykker: De mistede livet i 2013

Det er 3. november, mørket har lagt sig over Indre København, det regner en smule, og buschaufføren M er på aftenvagt på linje 350S.

Men denne tur kommer til at adskille sig væsentligt fra de sædvanlige aftenture. For en ung kvinde er ramt ind ind i bussen, da M drejede til højre af Rømersgade.

- Jeg ser hende ud af sidevinduet, og hun kørte lige ind i siden af bussen. Jeg stopper med det samme og løber ud, og det første, jeg tænker, er 'åh nej, hendes hoved' - hun havde nemlig ikke cykelhjelm på, fortæller den københavnske buschauffør til Ekstra Bladet.

Gik hjem i chok
Men bag de mange mennesker, der har samlet sig om den unge kvinde, kan M se, at hun heldigvis er ved bevidsthed. Hun er sluppet med et brækket ben og en stor forskrækkelse.

- Hun ligger og skriger, at hun har ondt i benet, fortæller buschaufføren, som skynder sig at kalde op til centralen og siger, at bussen nok bliver lidt forsinket.

Se også: Sissel overlevede højresvingsulykke: Cyklen blev revet væk under mig

- Jeg er lidt i chok, da jeg ringer op, for jeg kunne høre på det smæld, det gav, da hun ramte bussen, at hun havde fart på. Men jeg har nok overskud til at fortælle, at der ikke er sket noget med bussen, fortæller den 58-årige buschauffør.

- Det er først, da redderne kommer, at jeg for alvor reagerer. Jeg begynder at ryste og ringer tilbage til centralen og beder dem sende en ny chauffør, tilføjer hun.

Cyklister mangler respekt
I dag er det næsten to måneder siden, M var involveret i en højresvingsulykke, som heldigvis ikke endte fatalt for offeret. Og i dag er hendes chok afløst af en frustration.

Til historien hører i øvrigt, at den unge kvinde, ifølge M, kørte op på fortovet for at komme uden om bussen.

- Jeg bliver lidt vred over, at hun som så mange andre cyklister i København virkede til at være ligeglad med reglerne. Der er ingen chauffører, der er interesseret i at ende med at køre et menneske ned, og vi gør virkelig alt, hvad vi kan - med spejle og øget opmærksomhed, siger buschaufføren og tilføjer:

- Men mange cyklister kører ind foran, udenom på cykelstierne, er ligeglade med kørselsretningen og cykler med mobilen i hånden. Jeg tror, der skal en holdningsændring til. Cyklister kan ikke være i tvivl om, at der er blinde vinkler, men de holder fast på deres ret i stedet for at komme 30 sekunder for sent med livet i behold. Vi kæmper dagligt, og jeg tror ikke, vi kan gøre mere som bilister, end vi gør i dag.

Innovation skal ændre folks bevidsthed
At cyklisterne også kan være en del af problemet, har iværksættervirksomheden Innovation Embassy også fokus på. Her lægger man alle kræfter i at finde en løsning på højresvingstruslen, og det inkluderer blandt andet en plan om, at forsøge at få data over cyklister og lastbilchaufførers ageren i trafikken.

Planen er at starte 'gamification' i starten af det nye år, hvor deltagende lastbiler og cyklister bliver udstyret med en censor, forklarer direktør i Innovation Embassy Erik Micheelsen.

- På den måde kan vi på real time-data på, hvordan de agerer i trafikken, og det kan vi bruge, når vi skal finde en løsning, forklarer han.

Gitte Bjerno overlevede ved et mirakel en højresvingsulykke på H.C. Andersens Boulevard i København. På hendes ben er det dog fortsat tydeligt at se, at hun har været involveret i en voldsom ulykke. (Foto: Jakob Jørgensen) Vagthund Gitte overlevede højresvingsulykke: Fik huden kørt af

Planen er endnu på et spædt stadie, men udgangspunktet er, at dem, der deltager, får plus- og minuspoint for deres kørsel i trafikken. Dem, der kører bedst, deltager hver dag i en konkurrence.

- Vi skal først have samlet en gruppe, der kan fastlægge, hvad god kørsel er. Men jeg forestiller mig for eksempel, at det kunne give minuspoint, hvis man kører ud lige foran en lastbil, siger Erik Micheelsen.

Senere på året håber Innovation Embassy at kunne samle midler til at oprette et 'testkryds', hvor forskellige mulige løsninger på højresvingsulykker kan afprøves i sikre omgivelser.

Hvordan tror du, man bedst kommer højresvingsulykker til livs? Giv dit bud - eller giv din mening til kende om andre læseres idéer - herunder:

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer