Distriktsdomstol: NSA's overvågning er lovlig

Der er ikke beviser for, at regeringen har brugt telefondata til andet end at afværge terrorangreb

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

En amerikansk distriktsdomstol i New York er nået frem til, at efterretningsstjenesten NSA's omfattende indsamling af telefondata i USA er lovlig.

Dermed afviser domstolen en indsigelse fra rettighedsgruppen American Civil Liberties Union (ACLU), som har protesteret imod NSA.

I afgørelsen fra distriktsdommer William Pauley på Manhattan hedder det, at der ikke er beviser for, at regeringen har brugt den indsamlede datamængde til andet end at efterforske og afværge terrorangreb.

Selvom NSA's overvågningsprogram "støvsuger informationer fra stort set alle telefonopkald til, fra og inden for USA" er dets legitimitet ifølge dommeren "i sidste ende et spørgsmål om rimelighed."

Dommeren afviser ACLU's begæring om en foreløbigt forbud, og dermed kan regeringen afvise sagen.

NSA's overvågning har været under massiv kritik både i USA og mange andre steder, efter at den tidligere it-tekniker og efterretningsmedarbejder Edward Snowden har afsløret tjenestens massive overvågning gennem læk af hemmelige dokumenter.

0 kommentarer
Vis kommentarer