TV: Hajer sender tweets, når de nærmer sig badestranden

Hajer på Twitter skal nu få australske badegæster til at føle sig mere trygge

De store hajer ud for Australiens kyster er en evig frygt for mange badegæster og surfere, men nu har myndighederne i landet taget et nyt middel i brug.

De største og potentielt farligste af hajerne bliver udstyret med en sender, der sladrer, hvis de uinviterede rovdyr kommer inden for en kilometers afstand af stranden. Så kan både badegæster og surfere få et såkaldt tweet på deres telefon, hvis de følger tjenesten på Twitter.

Tweetet indeholder tre grundlæggende oplysninger: Hvor er hajen blevet sporet, hvilken type er det, og hvor stor er hajen. Herefter kan folk selv vurdere, om den viden påvirker deres lyst til at gå i vandet.

Den nye tjeneste bliver dog også benyttet af professionnelle hajfiskere, der lettere kan spore sig ind på de store rovdyr. Noget som bliver kritiseret af miljøorganisationer og forkæmpere for truede hajarter.

Twitter-tjenesten er indtil videre indført i delstaten Western Australia, hvor seks mennesker har mistet livet som følge af hajangreb i løbet af de sidste to år.

0 kommentarer
Vis kommentarer