Sådan bliver nytårsvejret

Danmark bliver nytårsaften velsignet med raketvejr i særklasse

Ifølge DMI's vagtchef er der ikke fare for, at det flotte festfyrværkeri drukner i lave skyer i aften, når 2013 bliver til 2014 (Foto: POLFOTO)
Ifølge DMI's vagtchef er der ikke fare for, at det flotte festfyrværkeri drukner i lave skyer i aften, når 2013 bliver til 2014 (Foto: POLFOTO)

Bare rolig.

Du kommer med al sandsynlighed ikke til at få problemer med at se raketterne på himlen, når de ved midnat stiger til vejrs for at markere, at 2013 bliver til 2014.

Frank Nielsen, der er vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), har kigget dybt i vejrprognoserne og konstateret, at sandsynligheden for regn og blæst i aften er forsvindende lille - i hvert fald i det meste af landet.

- Vejret bliver fint. Det eneste minus er, at det bliver lidt koldt om fingrene. Det kommer til at blæse lidt fra syd, og temperaturerne kommer til at ligge mellem 0-1 grader i øst og 2-3 grader i vest, fortæller Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

Kun i Vestjylland er der en lille risiko for regn omkring midnat. I resten af landet bliver luften ifølge Frank Nielsen krystalklar, ligesom der bliver højt til himlen. Der er med andre ord ikke fare for, at raketterne forsvinder blandt lave skyer.

Ingen sne på vej
Men hvor det ser lovende ud for landets fyrværkerientusiaster, ser det mindre godt ud for dem, der har haft planer om at rive kælken og langrendsskiene 1. januar.

Der er nemlig ikke snevejr på vejr, lyder det fra DMI's vagtchef.

- Jeg kan ikke finde tegn på sne i den første uge i det nye år. Vejret er ikke helt så mildt, som det har været. Der vil komme temperaturer, som rammer frysepunktet, men når vi får systemer ind over landet med nedbør, vil de typisk blive ledsaget af lidt varmere luft, siger Frank nielsen.

Frank Nielsen fortæller, at vejret onsdag bliver meget lig det, vi oplever i dag. Men han kan ikke udelukke, at solen kigger frem i løbet af dagen, mens store dele af den danske befolkning ligger på langs og plejer deres tømmermænd.

0 kommentarer
Vis kommentarer