Læge: 1813 kaos kan koste menneskeliv

- Det her skal stoppes, inden ordningen breder sig til hele landet, siger lægen

Læge Imran Rashid fra Kastrup. Han har kørt lægevagt i fem år og erikke tilfreds med den nye ordning med Akuttelefonen, som er mere kaputend akut for øjeblikket. (Privatfoto)
Læge Imran Rashid fra Kastrup. Han har kørt lægevagt i fem år og erikke tilfreds med den nye ordning med Akuttelefonen, som er mere kaputend akut for øjeblikket. (Privatfoto)

Den 36-årige praktiserende læge, Imran Rashid fra Kastrup, frygter at den kaotiske start på den ny Akuttelefon 1813 kan komme til at koste menneskeliv.

Lange ventetider og kø har dagen igennem plaget syge, der har forsøgt at få professionel hjælp.

- Jeg siger ikke dette her for at skræmme folk. Men jeg har arbejdet som lægevagt i fem år og jeg ved, at en ventetid på en halv time eller mere kan koste menneskeliv. Det gælder for eksempel patienter, der har trykken for brystet eller ældre, der har rygerlunger.

Det er kun et spørgsmål om tid, før det går galt, hvis ikke der bliver gjort noget drastisk for at forbedre akuttilbuddet, siger Imran Rashid til Ekstra Bladet.

'Årtiers fejlbeslutning'
Lægen betegner beslutningen om at nedlægge lægevagtordningen og lade den afløse af den nye Akuttelefon som 'årtiers sundhedspolitiske fejlbeslutning.'

- Det her skal stoppes, inden ordningen breder sig til hele landet, siger lægen.

Imran Rashid kritiserer de ansvarlige politikere for at at have truffet beslutningen om Akuttelefonen uden at inddrage de læger, som måske ved mest om akutbetjening af almindelige borgeres henvendelser: De praktiserende læger og lægevagt-lægerne.

Har ikke styr på det
- Det er meget bekymrende, at politikerne stadig melder ud, at der er styr på det hele. I følge mine informationer er der slet ikke styr på noget. Der var nærmest kaos i nat i forbindelse med kørslen, hvor der blandt andet mødte 4 lægevagtsbiler op, men der kun var 2 til at bemande dem.

- Folk bliver opfordret til at kontakte 112, hvis de er livstruende syge. Så kan det vel ikke gå helt galt?

- Hvordan skal folk vide, at de har en livstruende sygdom? De er jo patienter og netop ikke læger. Det, der sker nu, hvor folk ikke kan komme igennem på telefonen, er at alt risikerer at sande til. Folk tager måske direkte på skadestuen eller ringer til 112.

Vi ved fra erfaringen som vagtlæger, at mange patienter også blot ringer for at få tryghed. De er bekymrede og bange. Vi er trænede I at skelne netop disse patienter fra de alvorligt syge, fastslår Imran Rashid.

Bruger tid på skema
Imran Rashid kritiserer også, at læger og sygeplejersker, der besvarer opkald på 1813, slavisk skal udspørge patienten efter et fast skema, der skal udfyldes undervejs i samtalen.

-Det tager simpelthen alt for lang tid. De kommer til at bruge en masse tid på noget helt unødvendigt og den tid går fra de folk, som virkelig har brug for hurtig og professionel hjælp fra en erfaren læge, siger Rashid.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Region Hovedstaden.

Region Hovedstaden bekræfter over for Ritzau, at de lige nu oplever store problemer med telefonlinjen, sandsynligvis fordi flere ringer end forventet, og fordi for få sygeplejersker er vagtsat.

Den nye lægevagt har været ni måneder om at udvikle sig færdigt og blev født ved årsskiftet i nat. Den indebærer blandt andet, at alle skal ringe, inden de kan møde op i akutmodtagelsen.

Telefonen bliver først besvaret af en sygeplejerske, som vurderer om personen i røret skal tale med en læge eller møde op.

Region Hovedstaden er den næstsidste region i Danmark til at indføre telefonisk visitering.

Ordningen har skabt stor splid mellem læger og akutberedskabet, fordi lægerne mener, at den nye ordning er lavet uden at tage dem med på råd.