Flemming vandt over elselskab: Slipper for gigantisk elregning

Dommer slår fast, at Flemming Villadsen ikke skal betale monster-elregning fra elselskab på 214.000 kroner

I to år har Flemming Villadsen nægtet at betale en elregning på over 214.000 kr. (Privatfoto)
I to år har Flemming Villadsen nægtet at betale en elregning på over 214.000 kr. (Privatfoto)

Flemming Villadsen og hans familie fik i 2011 en monsterregning fra deres elselskab SEAS-NVE på 214.387,32 kr. for fire og en halv måneds elforbrug - en hel del højere end familiens gennemsnitlige årsforbrug på omkring 16.000 kroner.

Torsdag kl. 13.00 blev det slået fast i Retten i Holbæk, at han ikke skal betale regningen.

- Dommen er en pure frifindelse af Flemming, siger hans advokat, Jørgen Dan-Weibel.

- Dommeren fandt det ikke beviseligt, at måleren, som SEAS' montør pillede ned, viste, at et sådan forbrug havde fundet sted under de givne omstændigheder. Han lagde også vægt på, at familiens forbrug i alle årene siden 1992 havde været stabilt. Og da familiens nye måler kom op, var familien tilbage på det samme niveau, siger han.

Det registrerede forbrug modsvarer således ikke det reelle elforbrug for perioden. På denne baggrund frifindes Flemming Villadsen for den af elselskabet nedlagte påstand, står der i den 22 sider lange dom, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Det er meget stort
Det er derfor en meget lettet Flemming, som Ekstra Bladet taler med. Han er på vej hjem for at fejre udfaldet med sin kone.

- Jeg har det rigtig godt nu. Det er meget stort, siger en lettet Flemming Villadsen til Ekstra Bladet.

Han vil gerne ud med sin historie, så den kan give blod på tanden til andre, der står i en lignende situation, forklarer han.

- Det har været en kamp, der har taget næsten to år. Men elselskabet har lavet en masse fejl, som gør, at de ikke kan bevise, at jeg har haft så højt et elforbrug. De kan ikke engang dokumentere, at de har pillet min el-måler ned, siger han.

Nægtede at betale
Flemming Villadsen kom i 2011 i flere landsdækkende medier, efter han i DR's forbrugerprogram Kontant fortalte, at han hvert år aflæser elmåleren og indberetter tallet til SEAS-NVE. I april 2011 gjorde han, som han plejede, men regningen lignede på ingen måde, hvad den plejede.

Han klagede, og måleren røg i tråd med gældende regler til et laboratorium, hvor man testede måleren flere gange. Men her frikendte man den for fejl.

Flemming Villadsen stod derfor til at betale de 214.387,32 kr., hvilket han nægtede. Derfor var det, ifølge loven, op til familien Villadsen at bevise, at deres strømforbrug ikke tilsvarede elmåleren.

- Jeg havde faktisk en god mavefornemmelse, men var også nervøs, for det er en stor koncern, og det er ikke nemt at få bugt med de store, siger han til Ekstra Bladet og giver et råd til andre, der måtte ende i en lignende situation.

- Man må aldrig sige, at man ikke kan betale regningen. Det er det værste, folk kan gøre. Man skal sige, at man gerne vil betale, men at man ikke vil betale, fordi man er i tvivl om regningen. Der er mange folk, der laver den fejl og får lukket for deres strøm, siger han.

Umuligt
Der er fortsat ingen, der med sikkerhed kan fastslå, hvorfor Flemming Villadsens regning endte på 214.387,32 kr., men han har selv sine teorier.

- Vi har haft problemer med vores måler efter lynnedslag, men det kan også have være håndteringen af vores måler. Hvis man har hentet måleren og smidt den hårdt ind i bagagerummet, så kan der komme et 'tællespring', forklarer han.

Flemming Villadsen mener ikke, at det overhovedet er muligt at bruge så meget strøm i hans hus. I DR Kontant i 2011 lagde elselskabet dog heller ikke skjul på, at de er enige i påstanden om, at det ikke kan lade sig gøre. Men de mente, at regningen skulle betales, fordi måleren viser, at Flemming Villadsen har fået leveret en vare.

SEAS nærlæser
Ekstra Bladet har kontaktet selskabet SEAS-NVE med henblik på at få en kommentar på dommen, men her er man ikke interesseret i at udtale sig.

- Det har vi ingen kommentarer til. Nu vil vi nærlæse dommen og så må vi se, hvad der så skal ske, siger presseansvarlig hos SEAS-NVE, Kristoffer Høst-Madsen.

- Vil I anke dommen?

- Som jeg siger til dig, vi vil nærlæse dommen, og så vil vi tage stilling til det, når vi har nærlæst den, siger han.

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt SEAS-NVE ind til afgørelsen om, at Flemming Villadsen slipper for at betale sin regning, om elselskabet har begået fejl og vil ændre deres procedure, og om andre elkunder kan være sikre på, at de kun betaler for den strøm, de har brugt. Men det har altså ikke været muligt.

Er du kommet i klemme hos dit elselskab eller er du endt i en lignende situation? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller kontakt os på mail 1224@eb.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer