Storbritanniens sydvestkyst er ramt af voldsomme oversvømmelser. Endnu en vinterstorm har pisket kæmpebølger ind mod strande og havne.
De største bølger målte over otte meter, og det har medført store materielle skader.
- Vi har boet her i snart 40 år, og vi har aldrig set noget lignende. Aldrig. Vi har nydt at bo her, men nu er tiden kommet, hvor man overvejer at flytte, fortæller Mair Hughes, hvis hus blev oversvømmet i stormen.
Wales og Sydengland har været hårdt ramt af vejret: Siden midten af december har mindst otte mennesker mistet livet i vinterstormene.