OVERBLIK: Sådan skal Syriens våben destrueres til havs

En række lande skal være med til at neutralisere Syriens kemiske våben. Det er aldrig før prøvet til havs.

Fregatten Esbern Snare sejler med det danske fragtskib på sin vej i Middelhavet (Foto: SOK)
Fregatten Esbern Snare sejler med det danske fragtskib på sin vej i Middelhavet (Foto: SOK)

En række lande er involveret i missionen, der skal destruere Syriens kemiske våben.

Det danske krigsskib Esbern Snare er kommandoskib og skal sammen med det norske skib Helge Ingstad beskytte to fragtskibe, et dansk og et norsk, der skal sejle med den farlige last fra Syrien.

Dansk skib er i gang med at laste kemiske våben i Syrien

Syv specialister i kemiske våben fra Ingeniørregimentet i Skive skal om bord på Esbern Snare under FN-missionen hjælpe med at fjerne våbnene.

Syrien skal stå for nedpakning af de kemiske våben og transport over land til havnebyen Latakia.

Efter planen skal de kemiske våben sejles til farvandet ud for Italien, hvor 700 tons kemiske stoffer skal lastes om på det amerikanske skib MV Cape Ray, der sejler til et ukendt sted for at neutralisere våbnene.

Nu sejler danske skibe med kemiske våben fra Syrien

Skibet er knap 200 meter langt og udstyret med to hydrolyse-systemer, der skal neutralisere de farligste kemikalier i Syriens arsenal.

Det er stort set den samme metode, der bliver brugt på USA's lagre af kemiske våben, det er bare nedskaleret til en transportabel form.

Skibets lastrum minder om en tom lagerbygning med et kæmpe, hvidt telt, der huser et filtreringssystem.

Inde i plastikteltet er der to tanke, der hver indeholder en cisterne, hvor de livsfarlige stoffer vil blive blandet med vand og andre kemikalier.

Man har ikke før destrueret kemiske våben til havs, men teknologien har eksisteret i årtier.

Hydrolyse-processen forvandler de livsfarlige stoffer til en form for slam i form af industrielt, giftigt affald.

På ydersiden af teltet løber store grønne rør gennem en række ventiler og seks store, grå tanke, hvor det giftige affald bliver opbevaret og målt, hvor giftigt det er.

Det giftige affald ventes at beløbe sig til 5,7 millioner liter, hvilket skal opbevares i hvide tanke monteret på et lavere dæk.

Kilde: AFP, Ingeniørregimentet i Skive, Ritzau.

/ritzau/