It-brøler: Fik fremmede menneskers gæld i e-post

Hvidovre Kommune om fejlsendte opgørelser: - En katastrofal fejl

Denne borger fik et dokument på 728 sider med oplysninger om folk, der havde et økonomisk udestående med kommunen. (Foto: Læserfoto)
Denne borger fik et dokument på 728 sider med oplysninger om folk, der havde et økonomisk udestående med kommunen. (Foto: Læserfoto)

Dennis Petersen gjorde store øjne, da han tirsdag åbnede sin e-post fra Hvidovre Kommune, der skulle indeholde en saldoopgørelse over betalte ejendomsskatter i 2013.

Det elektroniske brev fyldte ikke mindre end 187 sider og indeholdt oplysninger om meget mere end den 31-årige laborants forhold.

- Jeg gloede jo bare. Computeren hentede flere og flere sider. Det tog et par minutter at hente brevet ned, siger Dennis Petersen, der blev endnu mere overrasket, da han kiggede nærmere på brevet.

- Der var en hel masse fakturanumre og adresser på folk, der skyldte penge til kommunen. Det var et meget mærkeligt brev at modtage, siger han til Ekstra Bladet.

Dennis Petersen kunne blandt andet se adresseoplysninger på personer, der skal tilbagebetale penge til kommunen, fordi de har fået udbetalt for meget i boligsikring, løn eller ydelser.

Der var også oplysninger om folk, der havde et økonomisk udestående med kommunen i forbindelse med blandt andet tandpleje, byggetilladelse og biblioteksgebyr.

Katastrofal fejl
Der optrådte dog hverken navne, personnumre eller pengebeløb i brevet. Borgere, der har et udestående med kommunen, kan alene identificeres i forhold til deres adresse.

Ekstra Bladet har været i kontakt med andre indbyggere i Hvidovre Kommune, som også har modtaget fejlsendte opgørelser. En borger modtog et dokument på 728 sider. En anden fik en opgørelse på hele 1669 sider.

Hvidovre Kommune fortæller, at fejlen udløste storm på kommunens telefoner tirsdag morgen.

- Det er en katastrofal fejl, som vi beklager. Vi undersøger lige nu, hvordan det kunne ske, siger Margit Halberg, borgerservicechef i Hvidovre Kommune.

Hun forklarer, at det er KMD (tidligere Kommunedata, red.), der har til opgave at udsende en årlig saldo til borgerne i kommunen. Det er i den forbindelse, fejlen er opstået, siger hun.

- Vi bestiller en saldoopgørelse hos KMD hvert år, og de sender den ud på e-Boks. Jeg ved ikke, hvordan denne form for samkøring af oplysninger kunne ske. Det bliver undersøgt lige nu, siger hun.

12.000 på e-Boks
Margit Halberg oplyser, at 12.000 borgere i Hvidovre Kommune modtager opgørelsen via e-Boks. Det er dog ikke alle, der har modtaget den fejlagtige mail.

- Vi ved ikke nøjagtigt hvor mange, der er blevet udsat for denne fejl, men vi opfordrer alle, der har fået denne opgørelse, om at kontakte os, siger hun og tilføjer:

- Så har vi mulighed for at give dem et svar og en undskyldning og give dem en korrekt opgørelse, lyder det fra borgerservicechef Margit Halberg.

KMD varetager mange it-opgaver for de danske kommuner. Her oplyser pressechef Christoffer Hellmann, at man er i gang med at undersøge sagen.

- Vi har endnu ikke et dybere kendskab til, hvorfor problemet er opstået, og vi mangler også overblik over, hvor mange borgere, der er berørt af sagen, siger Christoffer Hellmann til Ekstra Bladet.