3000 skæbner på gaden

Med på hjemløse-tælling i nat i et iskoldt New York - på under to timer fandt Ekstra Bladet fire hjemløse

Frivillige øver sig på de spørgsmål de skal stille de hjemløse, som de møder i løbet af natten i New Yorks gader. (Foto: Thea Pedersen)
Frivillige øver sig på de spørgsmål de skal stille de hjemløse, som de møder i løbet af natten i New Yorks gader. (Foto: Thea Pedersen)

NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Vi har kun gået fire boligblokke. Så får jeg øje på den første. En blå mumieindpakning af et menneske, der har forskanset sig i indgangspartiet til en fin forretningsopgang. Soveposen dækker næsten den person, der ligger der. Kun de lukkede øjne og næsen stikker frem fra den ubevægelige figur, der sover på et underlag af marmorsten og pappet fra en tynd flyttekase. I seks minusgrader.

Klokken er 00.17 og sammen med en mindre gruppe af mennesker, jeg lige har mødt, er vi taget ud i New Yorks gader for at tælle hjemløse. En tilbagevendene begivenhed hvert år i slutningen af januar, hvor byen forsøger at opgøre Manhattan og omegns mest udsatte.

Livet som hjemløs i New York er ikke let. Livet som hjemløs i New York om vinteren er benhårdt. Og livsfarligt.

'Code Blue'-alarm
(3. Avenue og 3. gade): I nat er det 'Code Blue'. Det bliver koordinateren fra The Department of Homeless Services (DHS) ved med at understrege, da hun informerer mig og de ca. 150 frivillige samt en mængde politibetjente på en lokal skole kl. 22.30 om fremgangsmåden for nattens registrering. 'Code Blue' er, når temperaturen rammer frysepunktet, og hermed rykker et særligt beredskab på gaden for at hjemløse ind på et center for natten.



Instrukser om, hvor nødvendigt det er få folk uden sko og strømper og tøj ind at sove på et herberg eller hjælp til, hvordan man spørger, om de er krigsveteraner bliver råbt højt ud over forsamlingen. Sådan foregår det mange andre steder i byen i nat. I alt 3000 frivillige forventes at deltage i den årlige hjemløsetælling.

- Det kan jeg jo lige så godt. Når jeg alligevel er vågen, erklærer Tara - en kvinde i 40'erne, der er ankommet alene fra New Jersey.

- Jeg mener det er min pligt, og for en god sag, lyder svaret fra en 19-årig studerende fra West Point.

Hjemløs på luksusgade
Team 11, mit hold på i alt 6, skal dække et område omkring Broadway. Arealet fra 21. til 28. gade på tværs af Manhatten og mellem 5. og 6. Avenue skal scannes for folk uden bolig og så registreres.

(5th Avenue og 31. gade): Det er hér, allerede inden vi når frem til vores tildelte areal, og efter kun ti minutters gang, at den livløse mumie kommer til syne. Midt på et af metropolens dyre og mest luksuriøse avenuer har han valgt at slå sig ned for natten. Et papskilt med en tekst om, at han er hjemløs står i diametral modsætning til de prisskilte, der står trygt og varmt bag vinduesfacaderne. Temperaturen viser minus seks grader.

Han får lov at ligge i fred, for da han ikke sover i 'vores område', er der andre, der får lov at registrere ham til nattens optælling. Men vi når end ikke at krydse næste gade, før vi får øje på en ny.

(5. Avenue og 30. gade): Midt på selve 5. Avenue har en person søgt tilflugt under noget stillads. Kun spidsen af en finger er synlig. Ellers er personen dækket af et lyserødt-blomstret tæppe. Den ene arm, der stikker stift ud i luften, ligner at være isvøbt en motorcykeljakke.

Hovedet er gemt inde i en taske. Der er ingen bevægelse bag bylten, der har to bøger liggende foran sig, som var der blevet hygget med godnatlæsning. Svært at forestille sig på en nat, hvor der er varslet 13 minusgrader. Hilton fra mit hold, der til daglig også har med hjemløse at gøre, tjekker at personen overhovedet trækker vejret. Men heller ikke han skal registreres endnu.

Et liv i en klapvogn
(Broadway og 27. gade): Kl. 00.30 deles gruppen op, for at spare tid. Søstrene Elisabeth og Samantha går med Babs og Jamel. Jeg følger Hilton og Tyrone. Sidstnævnte er iført tre par sokker, lange underbukser, løbebukser og jeans. Også han arbejder til daglig med de boligløse skæbner, men har også valgt at bruge denne mandag nat på optællingen.

Syv minutter senere får han øje på en 'hjemløsebil'. Den holder parkeret foran McDonalds på 6. Avenue. En lidet flatterende øse vi kan omtale som en pimpet udgave af en klapvogn eller slet og ret et rullende klædeskab. Alskens poser og sække hober sig op omkring den spinkle konstruktion. Beregnet til et barn - men tydeligvis overtaget af en af byens 3180 voksne, der bor på gaden i New York. Jeg spotter ejeren på en af fastfood-restaurantens stole. En skægget mand i 60'erne. Han ser opgivende og slidt ud. Selv føles mine fingre virkelig, som om de kunne knække af hvert øjeblik.

Ustyrlige kulderystelser
(5. Avenue og 26. gade): Knap et kvarter senere er den helt gal. Et par betjente, der har været med som sikkerhed for et andet team, har fået øje på en ung mand, der ligger i kulderystelser på jorden. Kun iført en tshirt og en åben tynd jakke samt træningsbukser og kondisko har han et vildt udtryk i øjnene. Han ryster og kan næsten ikke snakke. Hilton og Tyrone forsøger at få svar ud af ham. Har han et sted at gå hen? Vil han med på et center? Politiet har allerede ringet efter en ambulance. Han er 36 år og hævder, han har ligget sådan her på gaden i 2-3 dage. Formentligt en løgn, men det er nok, vurderer mine rutinerede teamfolk efterfølgende, stofferne som taler.

.



Manden ligger med en rygsæk på ryggen, en pose der står åben ved siden af ham og en computertaske. Han klamrer sig til sin egen krop for at få varmen. Da ambulancefolkene når frem, må han hive i sin højre arm med den venstre hånd, som for at få den til at lystre fra den forkrampede stilling.

- Han var høj på et eller andet. Det kunne man se. Men han er faktisk en meget typisk type hjemløs, vurderer Hilton eftertænksomt.

De levende tøjbylter
Skakter, parkeringshuse, tagrygge af de høje bygninger, subway'en, beplantede parker. Det er alle steder, hvor de hjemløse finder deres egne åndehuller for natten om vinteren. Penn Station er samlingssted, fordi det er indendørs og der er plads nok. Busterminalen ved Times Square ligeså.

Når en 'Code Blue' træder i kraft, skal byen sørge for husly til de hjemløse. Men trods forsøg på at overtale dem, er der mange der ikke vil have hjælp og insisterer på at sove natten over i den ofte isnende kulde.

(Madison Sq. Park og 26. gade): Som eksempelvis personen vi finder kl. 01.21. Halvt siddende halvt liggende på en bænk op af den velfriserede Madison Square Park. Kun jeans, støvler og en camelfarvet jakke, og en jakke der er spredt ud over benene, er synligt. Den menneskelige tøjbylt ligger lænet op af en stor sæk. Han reagerer, da Hilton og Tyrone vækker ham men ønsker ikke at svare på spørgsmål. Først en brummen. Så ingen svar. Heller ikke han skal med på et herberg i nat. Han skal bare sidde der på bænken. I hvert fald fire timer endnu. Mens Empire State Building stråler af velstand og glædesfarver i baggrunden, skriver temperaturen nu minus syv grader.

Livsfarlig dybfryser
På en døgncafe søger vi ly for kulden, mens vi venter på at genforenes med vores team. Her støder vi på andre frivillige, der har været ude i natten. Også de har talt tre forfrosne skæbner. Vores egne teamkammerater det samme.

Da vi endelig kommer retur til skolen kl. 02.00 med vores registreringer genlyder gennemsnitstallet fra de hold der er retur.

Selv nattens bidende kulde, der ofte får de hjemløse til at søge tilflugt på deres egne hemmelige gemmesteder, har denne nat ikke skræmt mange væk. Eller også har de bare ikke noget alternativ til en livsfarlig nat i en dybfryser, hvor det ikke er sjældent, at kroppen hos de opslidte og hårdtprøvede hjemløse til sidst giver efter.

- Det er det værste, jeg har oplevet. At finde en død. Han lå bare der. Indtil vi fik ham båret væk, siger Hilton.

Det præcise antal af hjemløse fra nattens optælling vides ikke før om nogle uger.

Indtil da fortsætter vinteren i New York et stykke tid endnu.