SF's gruppeformand skrider også: Dong-aftale er noget hø

Endnu en SF'er forlader sit hverv, efter at partiet har sagt ja til kontroversielt Dong-salg

Karina Lorentzen synes DONG-aftalen er noget hø. (Arkivfoto: Jacob Hove)
Karina Lorentzen synes DONG-aftalen er noget hø. (Arkivfoto: Jacob Hove)

Endnu en SF-er valgte i nat at træde tilbage i nat efter en kaotisk aften i partiet.

SF's fungerende gruppeformand, Karina Lorentzen Dehnhardt, træder tilbage fra sin post i protest mod partiets ja til Dong-aftalen, skriver hun på Facebook.

Onsdag forlod både SF's politiske ordfører og finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, samt næstformand Peter Westermann at deres poster i partiet på grund af den omstridte DONG-aftale.

Se video over artiklen. Se mere på localeyes.dk

Noget hø
- Kære alle! Jeg synes Dong-aftalen er noget hø. Det er ikke SF-politik. Jeg forsøgte at overbevise SF's landsledelse om, at vi skulle gøre processen om. Den kamp tabte jeg (og andre), skriver hun på sin Facebook-profil natten til torsdag.

- Vi prøvede, men indstillingen er, at SF stemmer for. Det er SF's medlemsdemokrati, og det må jeg så acceptere. Men det betyder, at jeg indstiller mit hverv som fungerende gruppeformand, og jeg vil ikke skulle stemme i morgen, tilføjer hun.

I en sms til Ritzau skriver Karina Lorentzen Dehnhardt, at hun ikke har mere at sige til sagen.

Ønsker 'time-out'
Det skete, efter at SF's landsledelse havde valgt at stemme for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs' kapitalindsprøjtning i Dong Energy.

Enhedslisten fremsætter torsdag et beslutningsforslag i Folketinget om at tage en "time out" i Dong-salget. Her har Karina Lorentzen Dehnhardt altså tænkt sig at stemme blankt.

På trods af den store utilfredshed mod Dong-aftalen forventer SF's formand, Annette Vilhelmsen, fortsat at blive i regeringen. Det sagde hun efter krisemødet i DGI-byen onsdag aften.

Vilhelmsen forventer også, at SF's folketingsmedlemmer stemmer imod Enhedslistens Dong-forslag torsdag.

Karina Lorentzen Dehnhardt blev fungerende gruppeformand i SF, da Anne Baastrup tidligere på året tog orlov fra Folketinget på grund af stress.

0 kommentarer
Vis kommentarer