For fire år siden kunne Charla Nash selv skifte dækkene på sin bil. I dag kan hun stort set intet.
Den 60-årige kvindes liv blev forvandlet til et chokerende mareridt i 2009, da chimpansen Travis pludselig gik amok. Den angreb Charla og flåede hendes ansigt i stykker. Næse, læberne og hænder blev revet af. Hun mistede synet på begge øjne.
Nu sidder den blinde kvinde ensom på et plejehjem i Massachusett i USA og gør status i et gribende interview i avisen Boston Herald.
- Der er desværre ikke meget, jeg kan gøre ved min situation. Jeg har mistet min selvstændighed. Før kunne jeg skifte dækkene på min bil. Nu kan jeg ikke engang spise selv, lyder det fra kvinden.
'Det er meget svært at leve på denne måde'
Efter angrebet fra chimpansen, som tilhørte en god bekendt, gennemgik Charla Nash omfattende operationer i ansigtet. Lægerne forsøgte også at sy hendes hænder på. Men det lykkedes ikke.
Fornylig fik hun indopereret nye tænder, så hun selv kan tygge lidt kraftigere mad. Nu kan hun med besvær tygge et stykke kylling. Oksekød magter hun ikke.
- Det er meget svært at leve på denne måde. Nogle gange får jeg bare lyst til at græde. Jeg vil ud. Jeg vil væk herfra og have mit eget hjem. Jeg aner ikke, hvordan min fremtid vil forme sig. Det er næsten det værste, fortæller den ulykkelige kvinde til Boston Herald.
De ved ikke hvad de skal gøre
Den 60-årige kvinde bruger det meste af tiden på at lytte til lydbøger og bevæge sig rundt i gangene på plejehjemmet. Hun laver også ansigtstræning for at bygge musklerne op og kunne skabe ansigtsudtryk.
Een ting er de fysiske skader - noget andet er ensomheden. For ifølge kvinden holder både personalet og de andre beboere afstand til hende på grund af hendes vansirede udseende.
- De ved ikke, hvordan de skal forholde sig til mig, forklarer kvinden.
Det var synd for Travis
Charla husker intet fra det øjeblik den arrige chimpanse gik til angreb. Aben boede i et bur hos veninden Sandra.
- Jeg var aldrig helt tryg ved Travis og jeg syntes, at det var synd for ham, at han skulle være hos hende. Jeg tænkte ofte: Hvordan i alverden kan det være tilladt at holde sådan et dyr i et almindeligt hjem. Hvad hvis han går amok en dag og nogle bliver sårede? Sådanne dyr er søde - men de er bestemt ikke kæledyr, siger Charla Nash.
Efter angrebet forsøgte kvinden at søge erstatning. Men det blev afslået.