Frisør klipper kontanthjælpsmodtagere gratis

Jysk frisørmester og handicaphjælper vil hjælpe de fattige og hjemløse i Danmark

Danny Salskov Mose åbnede egen frisørsalon i Vinding i december - og tilbyder nu gratis klipning af folk på kontanthjælp. Foto: Torben Hansen
Danny Salskov Mose åbnede egen frisørsalon i Vinding i december - og tilbyder nu gratis klipning af folk på kontanthjælp. Foto: Torben Hansen

Man kan som bekendt ikke plukke hårene af en skaldet.

Men den 29-årige frisørmester Danny Mose fra Vinding ved Vejle kan til gengæld klippe hårene af en økonomisk skaldet.

Ovenikøbet helt gratis.

Manden, der i december sidste år åbnede frisørsalonen Morfars Corner Cut, har nemlig besluttet sig for at klippe kontanthjælpsmodtagere helt gratis. Normalt tager han ellers 200 kroner for en klassisk herreklipning, og kvinderne må slippe 300 kroner for at få trimmet lokkerne.

Hårdt ramt af reformen
- Min kærestes veninde og min egen søster er blevet hårdt ramt af den nye kontanthjælpsreform. Der er efterhånden mange i det her samfund, som ikke har for mange penge. Og det løber jo hurtigt op, hvis hele familien skal klippes. Så jeg vil gerne give en hånd med gratis, lyder det fra den barmhjertige frisør.

- Jeg gør såmænd ikke det her af protest. Men fordi jeg oprigtigt gerne vil hjælpe folk, der ikke har det nemt økonomisk. Det er fedt og meget givende at hjælpe andre på den måde.

- Ender du ikke selv på kontanthjælp, hvis du til sidst kun klipper gratis?

Nej, det er nu ikke planen. Jeg har et fuldtidsjob som handicapmedhjælper. Frisørsalonen driver jeg ved siden af. Jeg har sammenlagt arbejdet i otte år som professionel frisør.

- Jeg synes, at vi allesammen bør hjælpe de svage. Og det her er min måde at gøre det på. Jeg vil da også gerne klippe folk, der er på sygedagpenge gratis, siger Danny Mose til Ekstra Bladet.

Klipper også de hjemløse
Danny Mose understreger, at han på ingen måde ønsker at se folks selvangivelser, før han finder kam og saks frem.

- Jeg stoler på folk og vil ikke kontrollere dem. Det eneste, folk skal gøre er, at sende en mail til mig på info@morfarscornercut.dk. De skal her begrunde deres ansøgning, siger Danny Mose

I næste uge skal den ihærdige frisørmester klippe de hjemløse på Vejle Herberg. Heller ikke her får han betaling for det.

- Hvis der er nogen, som har lyst til at sponsorere noget shampoo til de hjemløse, så hører jeg gerne fra dem.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere