Muslimsk censor: Nu giver jeg heller ikke hånd til mænd

Ligestilling: Hverken mænd eller kvinder får lov til at give hånd til lærer Youssef Minawi

Når matematiklærer på Horsens Statsskole Youssef Minawi fremover hilser på eleverne - mænd såvel som kvinder - sker det uden at give hånd.

I stedet for at række næven frem til et godt, gammeldags håndtryk, fører han nu højre hånd op til brystet og hilser mundtligt på eleven.

- Jeg må ikke røre ved fremmede kvinder, men jeg ønsker ikke flere misforståelser. Derfor er jeg også holdt op med at give hånd til mandlige elever, siger den muslimske lærer, der udløste sagen om det kønsdiskriminerende håndtryk i forbindelse med en eksamen på Herning HF og VUC sidste år.

- Når jeg fremover hilser på eleverne, siger jeg hej eller goddag med et smil. Jeg tager højre hånd op til brystet for at gøre det klart, at jeg ikke vil røre ved eleven med et håndtryk, siger Youssef Minawi og forklarer, at den nye hilsen er aftalt med ledelsen på Horsens Statsskole.

Sagen om håndtrykket stammer fra juni 2013, hvor Youssef Minawi var censor ved eksamen i matematik på Herning HF og VUC. Forinden havde han i en e-mailbesked gjort det klart, at han ikke ville hilse på de kvindelige elever med et håndtryk.

Se også: Manu Sareen: Glad for håndtryk-erstatning

Det faldt en 20-årig elev for brystet. Hun klagede til Ligebehandlingsnævnet, der fredag tilkendte hende en erstatning på 2500 kroner. Erstatningen skal betales i fællesskab af Herning HF og VUC og Horsens Statsskole.

Youssef Minawi, der bor i Brabrand ved Aarhus, fortæller, at han er glad for, at sagen er afsluttet.

- Det har været meget stressende for mig om min familie. Det er en sag med mange misforståelser, siger han og understreger, at han også har modtaget mange opmuntrende hilsner fra elever og kolleger.

Han forklarer, at det ikke er udtryk for mangel på respekt, når han afviser at give en kvinde et håndtryk.

- I min religion og tradition må vi ikke røre ved fremmede kvinder. Det gælder også vores egne kusiner. Det er ikke et udtryk for respektløshed. Tvært imod er det sådan, vi udviser respekt i min kultur, siger han.

Se også: Muslimsk censor ville ikke give hånd: Nu får elev erstatning

Han understreger, at han selv har lov til at bestemme, hvordan han hilser på eleverne - så længe han altså hilser ens på mænd og kvinder.

- Der er ingen, som kan tvinge mig til at hilse på folk på en bestemt måde. Det er kun i militæret, der er regler for, hvordan man hilser på hinanden, siger han.

Youssef Minawi har ikke været censor, mens sagen om håndtrykket blev behandlet ved Ligebehandlingsnævnet. Han håber, at han snart kan vende tilbage til det grønne bord.

- Hvis jeg bliver valgt som censor, er jeg censor. Det er jo mit job, siger han og slår fast, at ingen eksaminander - uanset køn - fremover kommer til at trykke ham i hånden.

0 kommentarer
Vis kommentarer