Dyrenes Beskyttelse bakker Zoo op i Marius-sag

Dyrenes Beskyttelse har fuld tillid til, at Københavns Zoo har gjort det rigtige i Marius-sagen

Følelserne har fået frit løb blandt mange dyreelskere verden over, efter at Københavns Zoo søndag aflivede giraffen Marius og efterfølgende obducerede den offentligt foran de fremmødte børn og voksne.

Men hos Dyrenes Beskyttelse tvivler man ikke på København Zoos dømmekraft.

- Hvis Københavns Zoo siger, at aflivning er det bedste alternativ, så stoler vi på det, og selve aflivningen er jo foregået helt stille og roligt uden lidelser for dyret, siger kommunikationschef i Dyrenes Beskyttelse Tina Engberg.

Andre dyr dør også
Inden sin død formåede giraffen Marius at charmere sig ind på hele verden med sit nuttede ansigt, og derfor minder Tina Engberg om, at mange andre - knap så nuttede dyr - hver dag må lade livet af samme grund som Marius.

- Der dør også 25.000 pattegrise hver dag i danske svinefarme, og man regulerer også i Dyrehaven, når der er for mange kronhjorte, siger Tina Engberg.

I Dyrenes Beskyttelse er man overraskede over, at det lige var Marius, der kom i rampelyset.

- Vi sidder faktisk og undrer os lidt over, hvorfor lige netop denne giraf har fået så meget opmærksomhed, siger Tina Engberg.

København Zoo har de seneste dage været udsat for adskillige trusler og chikane. Blandt andet har Zoo-direktør Bengt Holst fået dødstrusler, aktivister har protesteret foran Københavns Zoo, og senest er Københavns Zoos hjemmeside mandag aften blevet hacket.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen