Forhadt Zoo-direktør bliver helt

Marius-aflivning: Zoo-direktør sætter engelsk tv-vært på plads





Den videnskabelige direktør i København Zoo Bengt Holst har igennem de seneste dage været udsat for dødstrusler og nærmest i døgndrift måttet forsvare aflivningen af giraffen Marius.

I visse kredse vender bølgen af had mod direktøren nu til ligefrem at give ham heltestatus.

Det sker, efter at et interview fra den britiske tv-kanal Channel 4 er havnet på YouTube. Se hele interviewet øverst i artiklen.

Se også: Frontalt: Zoo-direktør i heftig debat med dyre-aktivist


Kan du overhovedet lide dyr?
Her er der lagt op til, at Bengt Holst skal grilles af en tydeligt forarget journalist. At dømme efter de sociale medier, hvor klippet nu florerer, er det dog snarere journalisten, Matt Frei, der står tilbage som et såret dyr.

- Når I lod skolebørn - nogle meget unge børn - se parteringen af den døde giraf, hvorfor så ikke bare invitere dem til at se drabet, spørger den britiske journalist Bengt Holst.

- Fordi drabet kan virke rimeligt ondt, når man ser det udefra, og der er ingen lærdom i at overvære selve drabet. Der er megen lærdom i at se dissektionen af giraffen og høre, hvad dyrlægen kan fortælle om det store hjerte, forklarer Bengt Holst, som også bliver spurgt, om han overhovedet kan lide dyr.

- Ja, rigtig godt, og det er derfor, jeg gerne vil redde dem og sørge for, at vi har en sund bestand, lyder Zoo-direktørens svar til den skeptiske journalist.

Bengt Holst har gentagne gange forklaret i medierne, at der blandt andet var risiko for indavl og slåskampe med Marius' far, hvis man ikke havde aflivet den 18 måneder gamle giraf. Noget, som ville ødelægge den naturlige flokstruktur for de langhalsede drøvtyggere.

Grusom partering
Matt Frei stiller sig dog langtfra tilfreds med de videnskabelige forklaringer på giraf-aflivningen.

- Men det hele er jo grusomt. Altså først parteringen og bagefter at se løverne, der fortærer den. Det skræmte tydeligvis også nogle af børnene, som overværede det, fra vid og sans, fortsætter den mere og mere skingre Matt Frei.

- Nej. Det er ikke grusomt. Det er naturligt. Kødædere lever af kød, og kødet kommer fra andre dyr. Så det er ikke grusomt, det er naturligt. Og dissektionen af dyret er, hvad vi gør, hver gang et dyr dør i den zoologiske have. Det er en del af det normale zoo-liv, svarer en helt fattet Bengt Holst, der stille og roligt oplyser journalisten om, at man også dissekerer dyr i London Zoo.

Se også: TV: Dyrlæge lokkede Marius med rugbrød og skød den i hovedet


Børnene var rædselsslagne
- I London Zoo ville vi ikke vise børn den slags. Vi ville beskytte dem imod det, skyder journalisten tilbage.

- Hvorfor beskytte dem mod virkeligheden? Skolebørn kan faktisk lære en masse af at se det her og lære en masse om, hvilket forunderligt dyr en giraf er. Få lov til at se den store hals og alle halshvirvlerne i halsen, som faktisk kun er det samme antal, som du og jeg har. At se det store hjerte og høre, hvorfor den har et stort hjerte. Det er, så den kan pumpe blodet to meter op i luften for at nå hjernen etc., lyder svaret fra den videnskabelige direktør, som tit bliver forsøgt afbrudt af journalisten.

Han fortsætter i forargelsens spor og refererer til de stakkels børn, som ifølge ham var så 'bestyrtede' over obduktionen, at de slet ikke lærte noget af begivenheden.

Bengt Holst tilbageviser stille og roligt påstanden om de rædselsslagne børn og fortæller venligt journalisten, at børnene skam var meget interesserede og spørgelystne, og at Matt Frei skulle have været der.

Matt Frei tager ikke imod invitationen, men kalder den fattede forskers tone 'klinisk og kold'.

På Facebook hyldes Bengt Holst, som i weekenden blev truet på livet og hængt ud som morder flere stedet i cyberspace, nu som en helt.

Giv Zoo-direktør en pris
Også på magasinet Euroman har girafhistorien nået spalterne.

De fremhæver Bengt Holsts medvirken i interviewet som 'et enestående eksempel på krisehåndtering, besindighed og fornuftbaseret logik', hvor Bengt Holst ifølge Euroman sætter journalisten 'så eftertrykkeligt på plads, at det eneste, der står tilbage, er værtens ufatteligt insisterende og infantile spørgsmål'.

'Giv en pris til den mand', lyder opfordringen.

Den voldsomme interesse for Københavns Zoo opstod, da dyreparken meldte ud, at man ville aflive en halvandet år gammel, sund og rask hangiraf. København Zoo havde ikke længere plads til Marius i girafflokken, som kun kan rumme én han, og han blev derfor søndag morgen skudt med en boltpistol.

Historien er gået verden rundt, og forargelsen blev ikke mindre, da girafliget blev obduceret foran publikum med børn på første parket og derefter serveret for løverne.

Læs mere om, hvorfor Marius skulle aflives på København Zoos hjemmeside her

Hvordan synes du, de to klarer interviewet? Skriv din kommentar nedenfor

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen