F1-folket opgiver ulige kamp

28 procent af boligejerne opgiver deres F1-lån ved den forestående april-rentetilpasning

Pres og trusler får nu flere og flere til at opgive deres F1-lån. Foto: Jakob Jørgensen.
Pres og trusler får nu flere og flere til at opgive deres F1-lån. Foto: Jakob Jørgensen.

I årevis har landets boligejere med F1-lån standhaftigt modstået både trusler og pseudotilbud fra realkreditforeningerne, der med vold og magt vil have boligejerne til at opgive deres favoritlån.

Men nu ser det ud til at lykkes. Trusler om helt at forbyde F1-lånene og vildt opskruede gebyrer får nu et stort antal F1-lånere til at opgive den ulige kamp og stække våben.

Ifølge en ny opgørelse fra Realkredit Danmark har mellem hver tredje og hver fjerde F1 låner, der skal have refinansieret deres lån her ved den store april-refinansiering, givet op.

I stedet for at fortsætte med alle tiders billige lån bøjer de sig for overmagten og skifter til især de dyrere F3 og F5 lån.

– Det er især F3-lånet, der trækker de frafaldne F1-låntagere. Vi ser, at små 85 procent af låntagerne, der går væk fra F1, ender i F3, mens omkring 10 procent vælger F5, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.



Christian Hilligsøe Heinig lægger ikke skjul på, at det er de opskruede gebyrer på F1 lånene, der presser boligejerne væk, og som en gang ekstra salt i såret siger han også lige ud, at det slet ikke er sikkert, at det kan betale sig for boligejerne at skifte de billige F1 lån ud med de dyrere F3 og F5 lån.

– Der er ingen garanti for, at det i sidste ende kommer til at kunne betale sig i kroner og øre for låntager – men man får en billig forsikring mod rentestigninger, der giver en nytteværdi i hverdagen. Denne nytteværdi er svær at gøre op i kroner og øre, siger han.

John Norden, partner i Mybanker, mener, at realkreditinstitutterne har et forklaringsproblem, hvis boligejerne taber penge på at skifte.

– Historisk har F1 altid været billigst. Det er realkreditinstitutterne, der har gjort dem dyrere og dyrere. Hvis F1 bliver ved med at have den laveste rente, fordi de er gode papirer for investorerne, så er der da et problem, siger John Norden.

Se også: Flået i tinglysning

Christian Hilligsøe Heinig peger også på, at mange låntagere nu søger over i de bankejede realkreditinstitutters nye korte Cita-lån. Her kører bankerne helt bevidst med lavere gebyrer.

John Norden er da heller ikke i tvivl om, hvad det går ud på.

– De vil have folk over i de her nye produkter, for dem kan de tjene flere penge på.

Eksperterne forventer en F1 rente på ca. 0,15 pct. før kursskæring mod en F3 rente på 0,45 pct. ved den kommende refinansiering.

Læs mere i Ekstra Bladet:

Redningsplan kan give F1-lån det sidste skub ud over afgrunden

0 kommentarer
Vis kommentarer