Cult-boss slår igen: Søvnløshed er ufarligt

Hvis man skal følge ombudsmandens logik, så er selv EM i svømning farligt for unge, siger Cults grundlægger

Forbrugerombudsmandens kritik af konkurrencen Neversleep er forvrøvlet, mener energidrikken Cults grundlægger og ejer, Brian Sørensen.

- Det er ekstremt overdrevet, siger han.

Det er således forkert, at det er sundhedsskadeligt at holde sig vågen, sådan som ombudsmanden giver udtryk for, mener han, og afviser, at konkurrencen skulle være ulovlig.

Se også: Tæsk til energidrik: Vinder var vågen i 68 timer

- Vi spurgte lægelige eksperter inden vi gennemførte konkurrencen. Og de slog fast, at det farligste, der kan ske ved at holde sig vågen var, at man bliver træt, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi havde sygeplejersker på plads. Og der var en sovesal, så deltagerne kunne sove ud. Vi lod ingen køre hjem, så nogen gav vi en taxi, forklarer han.

Ombudsmanden siger i sin kritik, at konkurrencen er i strid god markedsføringsskik, bl.a. fordi den appellerer til unge under 18 år. Men også det afviser Cult-bossen.

- Alt der er fedt appellerer til unge under 18 år. At køre i bil, det må man ikke. Flyve med flyvemaskine, det kan de heller ikke. Og drikke hård spiritus må de heller ikke. Selv Forsvaret har reklamer, der får det til at se sejt ud at gå i krig, siger han, og tilføjer:

- Når jeg tænker på, at vi lige har haft EM i svømning i Herning, der er sikkert også nogle af dem under 18, der ikke kan svømme. Tænk hvis al den reklame og tv-tid gør, at en unge går ud i en å og så drukner. Man må også forvente, at folk de har en fornuft, lyder det fra Brian Sørensen.

I konkurrencen formåede vinderen at holde sig vågen i næsten tre døgn, 68 timer. Han måtte dog højest indtage fem dåser Cult i døgn. Dermed nåede han at drikke 14-15 dåser undervejs.

0 kommentarer
Vis kommentarer