Druklegen fortsætter: 10-årig bæller kvalmende cocktail

Den virtuelle drukleg 'Neknominations' er stadig i gang på de sociale medier. Nu vil engelske myndigheder have Facebook og Twitter til at gribe ind

Nu vil engelske myndigheder have sat en stopper for den virtuelle drukleg 'Neknominations'. Personen på billedet har intet med den konkrete historie at gøre. Foto: fra Facebook
Nu vil engelske myndigheder have sat en stopper for den virtuelle drukleg 'Neknominations'. Personen på billedet har intet med den konkrete historie at gøre. Foto: fra Facebook

En 10-årig dreng bællede lørdag en klam cocktail af stærk chilisovs, fløde, mayonnaise og vodka som en del af den online drukleg 'Neknominations'. Det skriver nyhedsmediet MailOnline.

Drengens venner filmede ham under akten, da det er en del af spillet, hvor man skal bunde en drik og sende udfordringen videre til tre venner. Legen er også nået til Danmark, hvor deltagerne indtil videre ikke drikker mere end en øl, mens de filmer det og lægger videoen på et socialt medie.

Se også: Livsfarlig drukleg er nu i Danmark

I andre lande har druklegen udviklet sig noget vildere, og heftige blandinger af alkohol og vilde stunts er blevet en del af udfordringen.

Det har ført til dødsfald i både Irland og England, hvor unge er forulykket i jagten på at overgå hinanden.

Nu må det stoppe
Local Govenment Association, der repræsenterer næsten 400 byråd i England og Wales vil nu se handling fra de sociale medier.

Rådet advarer direktørerne for Facebook og Twitter om, at legen er gået for vidt, og at det er på tide at sætte store advarsler på de sociale medier, så der kan blive sat en stopper for vanviddet.

Se også: Andreas fra Herlufsholm: Trist med de unges drukkultur

Rektorer på Englands skoler er nu også så bekymrede, at de sætter advarsler op på skolerne, ifølge MailOnline.

Den 10-årige dreng, der drak den kvalmende blanding, blev voldsomt syg af drinken og måtte have lægehjælp med det samme.

I Danmark er 'Neknominations' stadig i gang. Der er dog også strømninger i den anden retning, og flere nominerede i legen har prøvet at vende udfordringerne om og lave velgørende handlinger i stedet.

0 kommentarer
Vis kommentarer