Syrien-krigere ikke kun hos os

- Det er ikke kun et problem for Langkær Gymnasium, men et problem for hele samfundet, at unge rejser i krig i Syrien, siger gymnasiets rektor, Anders Østergaard, til Ekstra Bladet

Der var en vis irritation at spore blandt elever og personale, da Ekstra Bladet besøgte Langkær Gymnasium i Aarhus Vest her til morgen. Irritationen bunder i, at Ekstra Bladet i dag kan afsløre, at flere elever fra Langkær Gymnasium er rejst til Syrien for at deltage i landets blodige og brutale borgerkrig.

Alarm på Aarhus-skoler: 13 elever i krig i Syrien

- Vi har 900 elever med 40 forskellige, nationale baggrunde, og cirka en tredjedel af alle vores elever er muslimer. Set i det lys er det nok ikke så overraskende, at en del af de unge her fra Aarhus, der er rejst til Syrien, samtidig har haft deres skolegang her på stedet, siger Anders Østergaard og tilføjer, at Langkær Gymnasium hverken er herrer over eller kan forholde sig til, hvad tidligere elever kaster sig ud i, når de ikke længere går på gymnasiet.

Terrordømt gik på Langkær Gymnasium i Aarhus

Ud af mindst 13 elever fra forskellige gymnasier og ungdomsuddannelser i Aarhus, som i det seneste halvandet år har lagt skolebøgerne bag sig for at gribe til våben i krigen i Syrien, er de fem ifølge politiet fra Langkær Gymnasium. De tre af dem blev studenter i sommeren 2012, mens to andre i maj 2013 pludselig rejste til det krigshærgede område. Af disse to vendte den ene efter kun få uger retur til Danmark, og begge er nu tilbage på Langkær Gymnasium.

To formål med eleverne
- Havde det ikke været, fordi myndighederne (PET) havde lavet en grundig analyse og givet grøn lys for, at de kan gå her igen, ville de naturligvis ikke få lov til at genoptage deres studie her hos os, siger Anders Østergaard og uddyber:

Langkær-elever: Vi er ikke en terror-rede

- Vi har især to formål med de unge mennesker: at uddanne dem så godt som muligt og påvirke dem til at blive konstruktive, kritiske medborgere. Hvis nogen mistrives eller isolerer sig, griber vi fat i dem med det samme i et tæt tværfagligt samarbejde med kommunen og politiet.

Ung aarhusianer dræbt i jihad

Rektoren understreger, at én ung aarhusianer under gevær i Syrien er én for meget, men han mener, at problemstillingen bør ses i en bredere sammenhæng end ved kun at fokusere på Langkær Gymnasium:

- Der er tale om et problem for hele det danske samfund og ikke kun for Langkær, siger han.