Nordkorea vækker bekymring i Moskva

Rusland kritiserer USA og Sydkorea for at gennemføre fælles militære manøvrer

Rusland udtrykker bekymring over tiltagende spændinger på Koreahalvøen efter en skududveksling mellem Nordkorea og Sydkorea tidligt mandag.

Den fandt sted, da der under en nordkoreansk militærøvelse blev skudt ind i Sydkoreas territoriale farvand.

Moskva henviser især til, at Nordkorea har bebudet en ny test af atomvåben.

- Det vækker vores bekymring, at retorikken mellem de to lande bliver stadig hårdere, og at Nordkorea har erklæret, at det vil gennemføre en ny nuklear test.

Det siger det russiske udenrigsministerium i en erklæring, som også kritiserer USA for at gennemføre militære manøvrer sammen med Sydkorea.

Moskva mener, at den fælles manøvre forværrer spændingerne.

Nordkorea testede i sidste uge to ballistiske mellemdistanceraketter, der landede i havet.

Det var første gang i fire år, at nordkoreanerne affyrede Rodong-missiler, som kan nå mål i Japan.

Nordkorea har også testet flere kortdistance-missiler. I sidste uge blev der ifølge det koreanske nyhedsbureau Yonhap affyret 30 missiler ud over havet.

Sydkorea har opfordret Nordkorea til at stoppe, hvad det kalder "provokerende" og potentielt farlige testaffyringer af raketter og missiler. Magtdemonstrationen sker formentlig som reaktion på Sydkoreas fælles militærøvelser med USA.

Nordkorea havde varslet mandagens militærøvelse, der skulle foregå med tungt skyts i den nordkoreanske del af Det Gule Hav.

- Nogle af skuddene affyret af Nordkorea landede i vores område, og vores side svarede med skud, siger en sydkoreansk militærtalsmand.

Det Gule Hav er en ekstremt ømtålelig region, der tidligere har været scene for korte, men dødelige sammenstød mellem de stridende lande.

0 kommentarer
Vis kommentarer