Dommerformand: Strafrekord er ingen overraskelse

Rekord for fængselsstraffe skyldes ifølge dommerne, at politikerne har skærpet straffen for visse forbrydelser

Det bør ikke komme bag på nogen, at der i de danske domstole sidste år blev sat rekord i fængselsstraffe målt på antal idømte måneder bag tremmer.

Det mener formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg. Forklaringen skyldes ifølge dommerne, at politikerne har lavet love, som skærper straffen på en række forbrydelser.

- Op gennem nullerne gennemførte den daværende regering en lang række strafskærpelser, og det er resultatet af disse, vi i dag kan aflæse i statistikken, skriver Mikael Sjöberg til Ritzau.

I alt dømte domstolene 73.266 måneders ubetinget straf i 2013, hvilket svarer til 6105 års fængsel. Det er det højeste niveau i de seneste 10 år og en stigning på fire procent i forhold til 2012

- Det er et politisk valg at fastslå, hvad der er strafbart, og hvad strafferammen bør være, og herefter er det op til domstolene at dømme i de konkrete sager, skriver dommerformanden.

- Domstolene har fulgt op på de politiske ønsker og skærpet straffen for en lang række forbrydelser.

I Justitsministeriets forskningskontor er forskningschef Britta Kyvsgaard enig i dommernes vurdering.

Hun vurderede i august, da de foreløbige tal for 2013 kom frem, at udviklingen især kan tilskrives en række strafskærpelser, som Folketinget har gennemført siden 2001.

Hun pegede på, at vold, voldtægt og banderelateret kriminalitet i dag straffes hårdere.

0 kommentarer
Vis kommentarer