Minister: Skolereform vil gøre elever mere opfindsomme

Undervisningsminister Antorini er sikker på, at ny skolereform giver bedre Pisa-resultater i fremtiden

Den nye Pisa Problemløsning må være et wake up call. Det mener DI, og undervisningsminister Christine Antorini (S) erkender, at resultatet ikke er godt nok.

- Det er tankevækkende, at vi kun ligger middel i problemløsning, fordi vi netop har fremhævet, at det kunne godt være, at vi ikke lå i top fagligt, men vores elever blev rigtigt dygtige til at arbejde selvstændigt med stoffet, siger hun.

Den myte er nu punkteret med Pisa Problemløsning 2012.

Ifølge undersøgelsen er danske elever i grundskolen middelgode til at løse problemer, og lidt over 20 procent af eleverne i Danmark mangler funktionelle kompetencer i problemløsning.

DI efterlyser elever, der kan løse konkrete problemer, derfor bekymrer Pisa-resultaterne.

- Forudsætningen for at være god til at løse problemer og være innovativ er, at man er faglig dygtig og omvendt. Derfor vægtes begge dele i folkeskolereformen, siger Christine Antorini.

- Der er både et markant timeløft og et fagligt løft, men der skal også arbejdes med nye måder at undervise på, så problemorientering bliver en del af det faglige løft. Og så skal der ske markante kompetenceløft af lærere, pædagoger og ledere.

Undervisningsministeren er sikker på, at næste Pisa viser et andet og bedre resultat.

- Ja, det vil den. For ud over det faglige løft følger vi år efter år, at eleverne bliver fagligt dygtigere i dansk og matematik, og vi følger særligt de elever, der har det svært, siger hun.

15 til 17 procent af eleverne forlader i dag folkeskolen uden at kunne skrive, læse og regne tilstrækkeligt til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

- Men vi følger også de dygtigste, for vi kan se, at vi har ikke så mange i kategorien af de dygtigste elever. De skal også have faglige udfordringer, så de også kan være helt på toppen, siger hun.

Også DI mener, at folkeskolereformen kan være en del af løsningen.

- Folkeskolereformen åbner for, at skoler kan samarbejde med virksomheder. I DI ser vi et stort potentiale i at bruge skole-virksomhedssamarbejde til at motivere eleverne og gøre dem dygtigere - i det samarbejde skal de jo løse konkrete problemer, siger Mads Eriksen, chefkonsulent i DI.

0 kommentarer
Vis kommentarer