Stor eftersøgning efter sælen Luna

En flok forskere leder intenst efter den et-årige gråsæl Luna, der forsvandt onsdag

Luna er lokaliseret. Nu skal hun bare indfanges. (Privatfoto)
Luna er lokaliseret. Nu skal hun bare indfanges. (Privatfoto)

Et fly, to både og en bil har været sat ind i jagten på at opspore en etårig gråsæl, der sammen med sin to år ældre bror onsdag undslap Syddansk Universitets marinbiologiske forskningscenter i Kerteminde.

Eftersøgningsapparatet var i fuld sving hele onsdag, men her lykkedes det kun at indfange den ene sæl. Torsdag middag er det dog lykkedes efterforskningsteamet at lokalisere Luna.

- Vi fik et tip fra en sommerhusejer tidligere på dagen, om at Luna befandt sig i vandet tæt på stranden syd for Kerteminde. Så jeg er ret sikker på, at vi nok skal få hende indfanget i dag eller i morgen, siger havbiologen Kirstin Anderson Hansen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Hun kender os os jo, og er tryg ved os.

Vigtig viden
Den 59 kilo tunge Luna og den 110 kilo tunge hansæl Nino er centrum for et forskningsprojekt, der afdækker, hvordan gråsæler hører under vand. En viden, der kan bruges, når der skal opstilles havvindmølleparker.

Forskningen har stået på siden 8. december, hvor sælerne blev hentet til Kerteminde fra en zoologisk have i Madrid.

- Hun er et meget vigtigt dyr, så det er dejligt, at vi nu ved, at hun ikke er nået langt væk, siger Kirstin Anderson Hansen, der står i spidsen for træningen og forskningen.

Hun har knyttet et særlig tæt bånd til forsøgsdyrene, da hun har brugt omkring otte timer om dagen sammen med Luna og Nino.

- Så det ville være helt katastrofalt, hvis vi ikke fandt hende, lyder det.

0 kommentarer
Vis kommentarer