Blodregn kan ramme Danmark i weekenden

Lørdag er der mulighed for at opleve det sjældne fænomen 'blodregn', som kan efterlade bilruder og postkasser med en tynd lag rødt støv fra Sahara

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Danskerne - og især jyderne - har i weekenden mulighed for at blive vidne til et sjældent fænomen, som efter alt at dømme rammer landet.

Blodregn lyder den lidt voldsomme betegnelse, men der er dog blot tale om regn, der indeholder rødt sand fra Sahara-ørkenen, forklarer meteorolog Thomas Alsbirk fra Vejret.dk.

- Der har været meget kraftig vinde i det nordlige Marokko - næsten vindstød af stormstyrke - og det har sendt masser støv op i atmosfæren. Fra nu og frem til weekenden vil det bevæge sig over Europa og mod Danmark, siger Thomas Alsbirk og forklarer videre:

- Et lavtryk vil føre regn med sig lørdag, og på vejen ned gennem atmosfæren kan en del af støvet blive fanget af regnen.

Se din lokale vejrudsigt på Vejret.dk

Det betyder dog ikke, at det regn, der rammer jorden, vil være rødt. Men når regnen stopper og vandet fordamper, vil blodregnen efterlade sit tydelige spor.

- Man kan typisk se det på ting som postkasser og bilruder, hvor der ligger et tynd rødt lag støv, forklarer Thomas Alsbirk.

Han fortæller videre, at fænomenet er temmeligt sjældent i Danmark.

- En ting er, at der kommer sandstorm i Sahara - det er som sådan ikke en sjældenhed - men kombinationen med vinden, der fører sandet til Danmark er sjælden - der kan godt gå flere år imellem, siger meteorologen.

Betegnelsen blodregn stammer fra Middelhavsområdet, som i kraft af sin placering tættere på Sahara, ofte oplever det røde støv i regnen.



Det røde støv kan i værste fald skabe smog over byen. Her et foto fra Saudi Arabien. (Foto: AP)
Det røde støv kan i værste fald skabe smog over byen. Her et foto fra Saudi Arabien. (Foto: AP)


1 af 2 (Foto: AP)
2 af 2 (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer