Domstol ophæver tyrkisk forbud mod YouTube

Dagen efter Tyrkiets forfatningsdomstol ophæver blokering af Twitter, ophæver domstol forbud mod YouTube

En tyrkisk domstol ophæver et forbud mod YouTube, som regeringen havde indført mod video-delingstjenesten efter offentliggørelsen af en omstridt lydfil.

Domstolen i Ankara erklærer fredag blokeringen af YouTube den 27. marts for ugyldig.

Det sker, dagen efter at regeringen valgte at følge en kontraordre fra forfatningsdomstolen om det sociale netværk Twitter, som myndighederne også havde blokeret.

YouTube og Twitter blev blokeret i kølvandet på en række opsigtvækkende historier om korruption i regeringen, som direkte involverer premierminister Recep Tayyip Erdogan.

YouTube blev brugt til at lække en lydfil, som tilsyneladende er en samtale mellem militærofficerer og den tyrkiske efterretningstjeneste om at skride til militær handling i nabolandet Syrien for at aflede den tyrkiske offentlighed.

Erdogan kritiserer fredag forfatningsdomstolen for at ophæve blokeringen af Twitter.

- Vi er selvfølgelig bundet af forfatningsdomstolens afgørelse, men jeg behøver ikke at respektere den. Jeg respekterer ikke denne afgørelse, siger han.

- Alle vores nationale og moralske værdier bliver tilsidesat. Fornærmelser over for et lands premierminister og ministre kan findes alle steder, lyder det beklagende fra Erdogan.

EU, Nato og menneskerettighedsorganisationer har taget afstand fra Erdogans forsøg på at bremse kritik af ham selv og regeringen, men det kalder den tyrkiske premierminister for helt hen i vejret.

- Dette er et kommercielt selskab, som har et produkt, konstaterer han om Twitter.

- Det er ikke kun Twitter. YouTube og Facebook er også kommercielle selskaber. Det står enhver frit, om man skal købe deres produkter eller lade være. Det har ikke noget at gøre med frihed, mener han.

0 kommentarer
Vis kommentarer