Anklaget for homofobi: Spar Nord-formand går af

Bankrådsformand i Spar Nord København trækker sig efter at have udtrykt skepsis om navnet 'Regnbuepladsen'

Bankrådsformanden i Spar Nords Københavnsafdeling, Thomas Højlund, trækker sig efter at have udtrykt skepsis om navnet 'Regnbuepladsen' i et høringssvar til Københavns Kommune.

Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune har besluttet at ændre navnet på pladsen og opkalde den efter det homoseksuelle regnbueflag ud for adresserne Rådhuspladsen 75-77.

Forslaget lyder således 'Regnbuepladsen' som en hyldest til homoseksuelle og kampen for lige rettigheder for seksuelle minoriteter.

Navneændringen har været i høring, hvor Thomas Højlund på vegne af Spar Nord København i høringssvaret gav udtryk for bankens skepsis over for forslaget om at navngive pladsen 'Regnbuepladsen'.

I Spar Nords direktion er administrerende direktør Lasse Nyby ærgerlig over, at høringssvaret har skabt tvivl om bankens værdier.

- Spar Nord er blevet tilskrevet holdninger til homoseksuelle, som vi slet ikke kan genkende. Vi er endda blevet beskyldt for at være homofobiske, og det kunne simpelthen ikke være mere forkert, siger Lasse Nyby.

- Demokratiske værdier og mangfoldighed er netop en af styrkerne ved vores måde at drive bank på, og vi beklager, at det ikke er kommet ordentligt til udtryk i denne debat, siger han.

Thomas Højlund har fredag morgen beklaget de utilsigtede konsekvenser af høringssvar, skriver Spar Bank Nord i sin pressemeddelelse.

- Høringssvaret fra Thomas Højlund har skabt en utilsigtet og rigtig ærgerlig tvivl om Spar Nords værdier, og jeg forstår og accepterer fuldt ud Thomas Højlunds beslutning om at trække sig som bankrådsformand i Spar Nord København, siger Lasse Nyby.

Pladsen ligger på hjørnet af Vester Voldgade og Farvergade i det centrale København. Pladsen har været under renovering det sidste to et halvt år.

0 kommentarer
Vis kommentarer