Havbiolog: Luna er træt og bange

Det er endnu ikke lykkedes forskerner fra Syddansk Universitet at fange forskersælen Luna

Luna er endnu ikke fundet trods en intens eftersøgning. (Privatfoto)
Luna er endnu ikke fundet trods en intens eftersøgning. (Privatfoto)

Selvom forskerne fra Syddansk Universitet nu har brugt to dage på at lokalisere forskningssælen Luna, så ser det ud som om, at den et-årige hunsæl får endnu en nat i friheden.

- Jeg så hende i morges, men så blæste det op. Så det er alt for svært at se hende i bølgerne, siger havbiolog Kirstin Anderson Hansen til Ekstra Bladet.

Se også: Stor eftersøgning efter sælen Luna

Hun forklarer desuden, at sælen er træt og bange og formentlig holder sig nede ved bunden.

- Luna er slet ikke vant til at havet bevæger sig sådan omkring hende. Hun plejer jo kun at befinde sig i helt roligt vand. Så hun er meget utryg og formentlig også sulten, lyder det.

Luna undslap onsdag fra Syddansk Universitets marinbiologiske forskningscenter i Kerteminde sammen med sin to år ældre bror. Og mens Nino, som han hedder, er fundet, så er Luna lidt mere genstridig, selvom hun er blevet lokaliseret flere steder tæt på stranden syd for Kerteminde.

Både fly, to både og en bil har været sat ind i jagten på sælen, men fredag var det kun Kirstin Anderson Hansen, der har været ude at lede efter Luna.

- Det var for at få lidt ro. Jeg tror også hun er blevet bange for alt det påstyr, der har været. Men så kom vejret i vejen, siger Kirstin Anderson Hansen, der vil lede videre i aften og i morgen tidlig, hvor blæsten skulle lægge sig.

Kirstin Anderson Hansen har knyttet et særligt tæt bånd til forsøgsdyrene og har brugt otte timer om dagen sammen med de to sæler.

0 kommentarer
Vis kommentarer