76 børn reddet: Arbejdede som chokoladeslaver

En omfattende aktion har reddet 76 afrikanske børn fra at arbejde under slaveforhold i Elfenbenskystens chokoladeindustri

76 børn er blevet reddet fra et liv som børneslave i Elfenbenskystens chokoladeindustri. (Foto: Henrik Ipsen)
76 børn er blevet reddet fra et liv som børneslave i Elfenbenskystens chokoladeindustri. (Foto: Henrik Ipsen)

Interpol har i samarbejde med myndighederne i Soubré i Elfenbenskysten reddet 76 børn fra ulovligt arbejde i kakaoplantagerne.

Børnene formodes at stamme fra Burkina Faso og Mali, hvor de fleste handlede børn kommer fra.

De ender i Elfenbenskystens kakaomarker som børneslaver. Elfenbenskysten er verdens største kakaoproducent og leverer kakao til den chokolade, du spiser.

Aktionen gik målrettet efter ulovligt arbejde i kakaoplantagerne og guldminerne. Otte menneskehandlere - fem mænd og tre kvinder - er blevet anholdt og dømt.

Se også: SnapDocs: Chokoladedirektør vil ikke høre om slavebørn

Samarbejde er vigtigt

- De oplysninger, vi har indsamlet under aktionen, hjælper os til at indentificere og bekæmpe flere i det kriminelle netværk bag handel med børn og tvangsarbejde. Både internationalt og her i landet.

- Aktionen viser os, hvor vigtigt det er, at vi alle arbejder sammen om forbrydelserne mod børnene, siger Jean-Mihcel Louboutin, der er Interpols administrerende direktør for politimyndighederne i Interpols pressemeddelelse.

Se også: Se, hvilken chokolade du skal holde dig fra

Michael Moran, der er chef for Interpols enhed for menneskehandel, mener, at aktionen giver et klart billede af, hvad der kan opnåes ved at koordinere ressourcerne. Han beder nu om hjælp fra andre industrier, der ønsker at bidrage til at fjerne børnearbejde fra deres forsyningskæder.

- Det lokale politi spiller en meget vigtig rolle i håndhævelsen af love om menneskehandel og tvangsarbejde. Vi har brug for at komme tæt på, for at kunne opdage og redde de handlede børn, så de får mulighed for at få en uddannelse og et ordentligt liv, siger Michael Moran.

Prestigefyldt pris

Ekstra Bladets ledende redaktør Miki Mistrati har tidligere undersøgt millionindustriens brug af børnearbejde. Her kunne han blandt andet afsløre, at flere hundrede børn forsvandt i Burkina Faso og endte som børneslaver i chokoladeindustrien.

Det blev til den afslørende dokumentar 'Chokoladens mørke side', der netop har vundet den prestigefyldte pris 'The World Television Awards 2014' for bedste tv-dokumentar.

Se også: SnapDocs: Politichef kan ikke stoppe slavehandlen

Miki Mistrati glæder sig over, at børnearbejde i chokoladeindustrien stadig er et emne, der optager folk i 2014.

– Alle har et forhold til chokolade. De fleste elsker det, og når det så viser sig, at det er slavebørn, så stivner de voksne, forklarer han.

– Jeg er stolt over, at prisen viser, at journalistik ikke går af mode. Den belyser et problem, som skal tages alvorligt.

I november 2013 skød Ekstra Bladet et nyt tv-dokumentarkoncept i luften med dokumentaren 'Jagten på slavebørn'.

Se minidokumentaren her.

0 kommentarer
Vis kommentarer