Fredsforhandlinger i Mellemøsten er kørt fast

John Kerry, drivkraften bag fredsprocessen, er ved at have opbrugt sin tålmodighed, siger en israelsk kilde

De sidste samtaler mellem israelske og palæstinensiske forhandlere endte søndag uden resultat.

Det siger palæstinensiske kilder til nyhedsbureauet AFP.

- Krisen fortsætter. Gennem hele mødet har israelerne truet palæstinenserne, og der blev ikke fundet en løsning på krisen, siger en unavngiven palæstinensisk embedsmand.

En israelsk kilde tæt på samtalerne siger, at Israel forbereder sig på at vende tilbage til rutinemæssige forhandlinger med palæstinenserne. Det vil i så fald være afslutningen på de seneste ni måneders fredsforhandlinger.

Engagementet hos initiativtageren til fredsprocessen, USA's udenrigsminister John Kerry, er desuden aftagende.

- Vi kan mærke en reel kølighed, i den måde amerikanerne behandler (fredsprocessen, red) på. Det er tydeligt, at dagens Kerry ikke er den samme Kerry som for et par uger siden, tilføjer den anonyme kilde.

En anden israelsk embedsmand siger dog, at de israelske forhandlere fortsat skal gives en chance.

- Vi er nødt til at vente nogle dage. Der bliver gjort rigtig meget for at redde situationen, siger kilden.

John Kerry har advaret om, at "der er grænser for den energi og tid", som Washington kan bruge på processen. Fra amerikansk side er der mange gange blevet appelleret til både israelerne og palæstinenserne, men det ser nu i stigende grad ud til, at et sammenbrud truer fredsprocessen.

0 kommentarer
Vis kommentarer