Formand: Naboer fortsætter med klager over rockerborg

Københavns Kommune har brug for stærkere beviser, hvis rockerborg i Vanløse skal forbydes, lyder det

Naboerne til den omstridte rockerborg i Vanløse skal selv være gode til at anmelde eventuelle forseelser, hvis Københavns Kommune skal være i stand til at fjerne Bandidos-rockernes klubhus.

Sådan lyder det samstemmende fra byens teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) og de to københavnske lokalpolitikere Jakob Hougaard (S) og Jakob Næsager (K), der har gået forrest i kampen for at forhindre Bandidos i at bruge ejendommen.

Se også: Københavns Kommune opgiver at fjerne omstridt rockerborg

Men naboerne på Tudskærvej har et utal af gange meldt uroligheder og andet til politiet, siger Lars Georg Jensen, der er formand for grundejerforeningen på Tudskærvej i Vanløse.

- Naboerne er gode til at ringe politiet, når der er grund til det, og det har vi gjort rigtig, rigtig mange gange, siger han og understreger, at der har været langt flere klager end de to, som han har set nævnt i det foreløbige bevismateriale.

Se også: Lokalpolitikere fortsætter kampen mod omstridt rockerborg

Mandag aften opgav Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune foreløbig at gøre mere i sagen. Derfor er der brug for stærkere beviser for rockernes eventuelle forseelser.

Natur- og Miljøklagenævnet underkendte i sidste uge Københavns Kommunes afgørelse, som forbød rockergruppen Bandidos at benytte huset som klubhus. Den afgørelse tog Teknik- og Miljøudvalget til efterretning mandag.

Derfor har lokalpolitiker Jakob Næsager bedt blandt andre politiet om at komme med beviser for, at huset bliver brugt til andet end beboelse.

Men hvis Teknik- og Miljøudvalget ikke vil gøre mere i sagen, må højere magter træde til, mener Lars Georg Jensen.

- Man har forsøgt sig med de eksisterende regler, og det er ikke gået godt. Derfor skal Folketinget skaffe nogle stærkere regler.

- Det er et politisk valg om, hvad der er vigtigst. Er det hårdkogte kriminelles forsamlingsfrihed, eller er det almindelige familiers tryghed i deres eget hjem, spørger Lars Georg Jensen.

Fakta: Omstridt rockerborg holder stand

Efter flere måneders kamp om at fjerne en omstridt rockerborg i Vanløse, opgiver Københavns Kommune nu at gøre mere i sagen. Kommunens Teknik- og Miljøudvalg tager Miljø- og Naturklagenævnets underkendelse af forbuddet mod rockerborgen til efterretning.

* 7. oktober: Et enstemmigt flertal i Københavns Kommunes teknikudvalg vedtager at prøve at sætte rockere ud af villaen på Tudskjærvej i Vanløse.

* 11. oktober: Københavns Kommune sender et officielt påbud til rockerborgens beboere om, at de skal efterkomme den tinglyste servitut fra 1918, der fastslår, at villaen kun må bruges til familiebolig.

* 14. oktober: For anden gang på under to uger får formanden for grundejerforeningen på Tudskjærvej i Vanløse sine ruder knust af ukendte gerningsmænd.

* 7. december: Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune beslutter, at rockerne på Tudskjærvej skal forlade villavejen i Vanløse ved årets udgang.

* 31. december: Ejeren af rockerklubhuset i Vanløse klager over kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet.

* 3. april: Natur- og Miljøklagenævnet underkender Københavns Kommunes afgørelse, som forbyder rockergruppen Bandidos at benytte huset på Tudskjærvej i Vanløse som klubhus.

* 7. april: Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune tager Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse til efterretning, og man opgiver at gøre mere i sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer