Danskers film går kloden rundt: I frontlinjen med taliban

Nagieb Khaja har som den eneste danske journalist nogen sinde været i krig med taliban i Afghanistan

Se klip fra dokumentaren i klippet herover artiklen
____________________________________________

Den hvislende lyd af en raketdrevet granat bliver efterfulgt af et dumpt drøn og hakkende smæld fra flere maskinpistoler. En afghansk militærpost i Logar-provinsen er under angreb fra taliban og det brune og bakkede landskab bliver gennemrystet af eksplosioner, skud og truslen om pludselig død.

Scenen stammer fra dokumentarfilmen ’On the front lines with taliban’, der i aften bliver sendt på engelsk Al Jazeera. Manden bag kameraet er dansk-afghanske Nagieb Khaja, der som den første danske journalist nogensinde har været i krig med taliban i Afghanistan. Nagieb Khaja er en erfaren krigsreporter og har blandt andet dækket konflikten i Syrien, men de fem dage med talibankrigerne i Logar-regionen er de mest ekstreme, han har oplevet.

– Det er meget ubehageligt at være sammen med nogle mennesker, der tager så let på døden. Jeg filmer for eksempel, at de bruger selvmordsbombere og på et tidspunkt, hvor et jagerfly dykker mod os, så griner de bare, mens de løber i dækning, fortæller Nagieb Khaja.

Den 34-årige familiefar fra Nørrebro i København har i mange år lavet de historier fra Afghanistan, som danske og vestlige medier ikke har adgang til, fordi journalisterne ikke kender kulturen eller tør løbe risikoen. Men for Nagieb Khaja er de fem dage hos taliban mere end bare endnu en reportage fra Afghanistan. Den har rumsteret i hans hoved i mere end seks år.

– Jeg har tidligere forsøgte at lave den, men der blev jeg forrådt af mellemmanden og blev kidnappet af en lokal talibangruppe i den sydlige del af landet. Siden dengang har jeg villet lave historien, for ellers ville frygten og gidseltagerne jo vinde. Jeg ville ikke lade dem knække mig, for det er vigtigt at vise krigen fra den anden side også, forklarer han.

Som gidsel måtte Nagieb Khaja flygte over hals og hoved, og når han tager ud på de farefulde missioner, er det heller ikke altid planlagt hjemmefra eller clearet med hans kone.

– Udsendelsen skulle have handlet om livet i en taliban-kontrolleret landsby. Men da jeg ankom, spurgte kommandanten, om jeg ikke ville filme, at de angreb en afghansk militærbase. Nu bliver reportagen fra landsbyen så sendt i andet afsnit. På den måde kan tingene udvikle sig. Det forklarer jeg også min kone, selv om hun skælder mig lidt ud bagefter, griner Nagieb Khaja.

På trods af heftige kampe indtager talibankrigerne ikke militærposten. Ønsker man at se mere, kan det ske på engelsk Al Jazeera i aften klokken 20.30 eller se uddrag øverst i artiklen.



Nagieb Khaja har som den første danske journalist nogensinde har været i krig med taliban i Afghanistan.
Nagieb Khaja har som den første danske journalist nogensinde har været i krig med taliban i Afghanistan.


1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 
0 kommentarer
Vis kommentarer