Privatdetektiver lurer på syge ansatte

Flere arbejdsgivere hyrer privatdetektiver til at skygge sygemeldte eller fritstillede ansatte, siger detektivernes brancheforening. Fagforeninger opfordrer til at skifte skæg og blå briller ud med dialog

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Danske arbejdsgivere benytter i stigende grad privatdetektiver til at skygge ansatte.

Det sker for eksempel, når en medarbejder er langtidssygemeldt eller fritstillet, chefen sender en spion efter dem, lyder det fra Foreningen Danske Detektiver og Erhvervsefterforskere.

- Det er ikke tilnærmelsesvis så udbredt i Danmark som det øvrige Europa og andre steder i verden, men vi oplever en svag, men støt stigning fra virksomheder, som ønsker overvågning af medarbejdere, siger næstformand Villy Andersen, som selv driver bureauet Shadow Detect.

Fup med firmabilen
Privatdetektiverne hyres typisk til at efterforske mistanker om falske sygemeldinger, brud på konkurrenceklausuler, misbrug af firmabiler på gule plader eller brud på loyalitetsforpligtelser for fritstillede medarbejdere.

Detektivernes forening anslår, at et par hundrede danskere hvert år overvåges på bestilling af deres arbejdsgiver.

Læs mere: Din chef hyrer detektiv til at tjekke om du er syg

Omfanget kommer bag på Peter Breum, der er advokat med speciale i arbejds- og ansættelsesret.

- Grundlæggende strider det imod den danske mentalitet, hvor vi har en høj grad af tillid mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Men der er en tendens til, at overvågning af ansatte stiger - for eksempel med gps og kamera. Og ja, vi ser konkrete sager, hvor der har været brugt privatdetektiver, siger han.

Hører ikke hjemme i Danmark
Der er dog ikke noget ulovligt i at overvåge ansatte, så længe det sker på offentlig grund.

Alligevel får metoden flere fagforeninger til at rejse børster.

- Det er virkelig anstødeligt, at en arbejdsgiver på et ganske almindeligt ansættelsesforhold tager sådan nogen metoder i brug. Det hører ikke hjemme i Danmark, siger Bent Hansen, der er leder i den juridiske afdeling hos Business Danmark, som blandt andet repræsenterer sælgere.

Sidste år blev et medlem af Business Danmark udspioneret ved sin bopæl og til en byfest, hvor han gav en hånd med lys og lyd til et sodavandsdiskotek.

Det kostede ham jobbet, fordi han var sygemeldt med stress på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

- Men der er ikke noget krav om, at man skal holde sig inden døre, når man er sygemeldt. Tværtimod havde lægen anbefalet, at han skulle ud blandt andre mennesker, for han havde det sgu trist, siger Bent Hansen.

Detektiver sparer lønkroner
Fagforeningen DJØF støder også med jævne mellemrum på medlemmer, som er blevet udspioneret af privatdetektiver.

Læs også: Jacob: Jeg drak til jeg besvimede

Lønforhandlingschef Helene Rafn opfordrer mistænksomme arbejdsgivere til at vælge dialog frem for skæg og blå briller.

- Oftest vil der være en saglig og fornuftig forklaring. Er du for eksempel sygemeldt med depression, kan det jo være, at lange gåture på stranden er nødvendigt for at blive rask, siger hun.

Advokat Peter Breum mener, at brugen af privatdetektiver i mange tilfælde handler om at finde et bortvisningsgrundlag - og dermed spare dyre lønkroner.

- Virksomheden kan måske spare tre-fire-fem måneders løn i opsigelsesperioden. Udgiften til en privatdetektiv svarer måske til en halv månedsløn. På den måde bliver det en god forretning, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer