Her er dit påskeferie-vejr

Det bliver fint vejr til drage-flyvning og spadsereture i påsken. Det bliver dog lidt køligt ved kysterne, og vi slipper ikke for et par byger

Hvis man kan finde en plads i solen mellem de få regnbyger, bliver det glimrende vejr i påsken. (Foto: Anthon Unger)
Hvis man kan finde en plads i solen mellem de få regnbyger, bliver det glimrende vejr i påsken. (Foto: Anthon Unger)

Når skolebørnene og mange af deres forældre i eftermiddag tager hul på skolernes påskeferie, kan de se frem til en fin uge med masser af sol og pæne temperaturer, hvor der er mulighed for masser af fritidsaktiviteter udenfor.

Børn og forældre skal dog iføre sig tøj til årstiden, for det er stadig kun forår, og temperaturen bliver lidt svingende, lyder meldingen fra DMI.

- Det ser ud til, at det bliver godt vejr over hele landet i påsken, med relativt lune temperaturer, men det bliver også lidt omskifteligt, siger Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Sjællænderne og bornholmerne får dog en skyet start på højtiden.

- I dag får vi en front ind over landet, der vil give lidt skyer og regn. I løbet af dagen klarer det dog relativt hurtigt op fra nordvest, først i Vestjylland, og så hen ad eftermiddagen klarer det op for først fynboerne og så sjællænderne, siger Lars Henriksen.

- Bornholmerne ser ud til at få gråvejr det meste af dagen, tilføjer han.

Sol og vind fordeles næsten lige

Den kommende weekend starter med syv til 13 graders varme og let til frisk vind. Først på dagen lørdag får vi sol, men om eftermiddagen bliver det mere skyet fra vest.

- Weekendvejret tegner pænt. Lørdag bliver vejret særlig godt mod sydøst, fordi det først bliver skyet her sent på dagen. Mod vest bliver det mere skyet hele dagen. Søndag bliver pæn med lidt sol i hele landet, siger meteorolog Lars Henriksen fra DMI.

Det er altså lidt blandet, og tendensen fortsætter i næste uge.

Mandag starter først med sol, så kommer der regn ind vestfra. Tirsdag og onsdag ser overvejende tøre ud med sol i hele landet.

- Vi får mellem syv og tretten grader i næste uge og en del sol. Ved de nord- og vestvente kyster bliver det lidt køligere. Det skyldes, at vandet rundt omkring Danmark ikke er så varmt endnu, siger Lars Henriksen.

Meteorologen opfordrer til, at varmehungrende og vintertrætte danskere søger ind i landet og væk fra kysterne, hvis man vil undgå den til tider friske til hårde vind, vi får i påsken.

- Vi får let til frisk vind hele ugen, der kan gå over i hård vind. Det vil opleves køligst ved kyster med pålandsvind fra nordvestlige retninger, så det vil blive køligst i Nord- og Vestjylland, samt Nordsjælland, siger Lars Henriksen.

Varmest vil det blive på Østsjælland, på Fyn og i Østjylland. Det er de steder, der ikke er påvirket af vinden fra nordvest.

Vejr til drager og vandreture

Som det tit sker, må vi også i påsken finde os i, at forårssolen bliver afløst af lidt skyer nu og da. I dag fredag, samt søndag og mandag kan der komme enkelte byger. Men der er ikke udsigt til kraftig regn, så langt prognoserne rækker.

- Det bliver lidt blandet med sol og skyer. Man vil opleve, at solen skinner, og at der så nogle gange kommer nogle skyer fra en front, der skal ind over. Det er typisk dansk vejr, siger vagtchef Lars Henriksen, der også kommer med gode råd til aktiviteter, der kan ligges ind mellem sild og påskesnaps.

- Det bliver godt vejr til at flyve med drage eller til spadsereture i det fri, siger han.

Om natten kan det blive koldt. Natten til den førstkommende lørdag kan vi få temperaturer ned til frysepunktet. Det samme gælder natten til onsdag, oplyser DMI.

Hen imod næste weekend, med påske og 1. og 2. Påskedag ser det højtryksdominerede vejr ud til at fortsætte, men her er prognoserne lidt mere usikre.

- Som det ser ud nu, får vi nogenlunde samme type vejr hen imod næste weekend, så alt i alt kan man sige, at vi går en hæderlig påske i møde, siger Lars Henriksen fra DMI.

0 kommentarer
Vis kommentarer