Plan for danske ulve: Kan skydes i særlige tilfælde

Hvis man mister en får, en ko eller ged til en ulv, skal man kunne søge om kompensation, lyder det i ny plan

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er klar med en plan for, hvordan vi i fremtiden håndterer ulve i Danmark.

En forvaltningsplan om emnet bliver nemlig sendt i høring fredag, skriver Jyllands-Posten.

Her fremgår det blandt andet, at husdyrejere kan søge om tilskud til indhegninger i områder, hvor ulven lever. Hvis man alligevel mister et får, en ko eller en ged til en ulv, skal man kunne søge om kompensation, skriver avisen.

Derudover skal ulve, der ikke er sky over for mennesker, eller som flere gange angriber husdyrene, kunne skydes med en særlig tilladelse, som kan fås hos Naturstyrelsen.

- Jeg er glad for, at vi kan fremlægge en plan, der både beskytter ulven, husdyr og mennesker. Vi har en forpligtelse til at beskytte ulven, da den er en beskyttet art i EU, men vi har bestemt også en forpligtelse til at beskytte landmændenes dyr, siger Kirsten Brosbøl til Jyllands-Posten.

- Endelig skal vi for alt i verden sørge for, at ulve, der viser en irrationel adfærd og er til fare for mennesker, kan skydes, siger hun.

Den første af de nye danske ulve blev fundet død i nationalparken i Thy i december 2012, og dyrearten har siden været genstand for debat blandt landmænd og jægere.

Det er et brud på dansk jagtlov, hvis man skyder en ulv uden særlig tilladelse fra Naturstyrelsen, da de danske ulve er beskyttede af EU's habitatdirektiv. Strafferammen er op til to års fængsel, fortæller jurist i Naturstyrelsen, Jacob Christian Bertram til Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer