Olielæk forurener kinesisk drikkevand

Drikkevandsforsyningen til 2,4 millioner mennesker i den kinesiske industriby Lanzhou er forurenet af benzen

En utæthed i en af det statslige kinesiske olieselskabs rørledninger har forurenet drikkevandet for 2,4 millioner mennesker i det centrale Kina, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

I byen Lanzhou er der lørdag målt 118 mikrogram benzen per liter drikkevand. Indtil fredag steg mængden til 200 mikrogram, hvilket er 20 gange mere end den godkendte grænseværdi i Kina.

En læk i en råolierørledning, der tilhører et datterselskab til koncernen China National Petroleum Corp, bærer ansvaret for forureningen, skriver Xinhua.

Beskeden om det forurenede drikkevand har udløst panik blandt indbyggerne.

Supermarkederne i området kunne fredag hurtigt melde udsolgt af drikkevand på flaske og i dunke. Det lokale brandvæsen kørte sent på aftenen ud med nødrationer.

De lokale myndigheder i Lanzhou fraråder folk at drikke vand fra hanerne. I forbindelse med målinger lørdag er der kun fundet spor af benzol i to områder, hedder det.

Benzen er et opløsningsmiddel, der bruges til fremstilling af plastik. Stoffet er kræftfremkaldende.

Byen Lanzhou, der ligger cirka 1500 kilometer sydvest for hovedstaden, Beijing, er kendt for dens kemiske industri og deraf følgende massive miljøforurening.

0 kommentarer
Vis kommentarer