Juraprofessor: Færdselslov om hash er betænkelig

Reglerne om hashrygning og trafik er ikke gennemskuelige, og det er betænkeligt, mener juraprofessor

Selv mikroskopiske spor af det aktive stof i cannabis, THC, betyder, at man mister sit kørekort i tre år.

Men i et svar fra justitsministeren fremgår det, at lægevidenskaben ikke kan sige noget præcist om, hvor længe efter indtagelse af hash man ikke lovligt kan køre bil, skriver tvflux.dk.

Det afhænger af mængden af hash og hvor ofte det indtages. Man kan godt have for meget THC i blodet uden at være i en rus.

Juraprofessor Eva Smith mener ikke, at borgerne er tilstrækkeligt informeret om lovgivningen, selv om den har været nævnt i medierne.

- Man må lave en kampagne, der fortæller, at hvis du ryger hash bare en gang om ugen, så kan du ikke køre bil. Hvis det er det, lægevidenskaben kan nå frem til, siger hun til tvflux.dk og fortsætter:

- Det er betænkeligt, at reglerne ikke er gennemskuelige. Man kan jo ikke fornemme, hvor meget THC man har i kroppen, når rusen er væk.

Med den nuværende lovgivning er bilister, der ryger hash dårligere stillet end dem, der drikker alkohol.

Og det selvom der kun er meget få ulykker, hvor narkotika er involveret. Det konstaterer politiinspektør Jens Jespersen, der er chef for Københavns Politis færdselsafdeling.

- Det er en holdningsbaseret lovgivning. Den bygger ikke på noget videnskabeligt, men på at stofferne er ulovlige. Det er politikernes valg at straffe hårdere på narkotika, og det administrerer vi så efter, siger Jens Jespersen til tvflux.dk

Juraprofessor Eva Smith undrer sig over forskellen på hash- og spritkørsel.

- I betragtning af hvor udbredt hash er, at en stor del ryger det og at Københavns Kommune taler om at legalisere det, må man sige, at der er tale om et grumset område, når man lovgiver så hårdt, siger hun til tvflux.dk.

Sundhedsstyrelsen vil generelt ikke komme med anbefalinger i forbindelse med hashrygning og bilkørsel, da stoffet er ulovligt.

0 kommentarer
Vis kommentarer