Fik brok-gebyr på 50 kr. på restaurant

Ann-Sofie Bertelsen fik 50 kroner i gebyr, fordi hun brokkede sig over maden. Restaurantejer siger, det var ment i sjov

Her ses regningen, som Ann-Sofie Bertelsen fik på Café Pegasus lørdag aften. Gebyret blev fjernet efter en længere diskussion. (Foto: Privatfoto)
Her ses regningen, som Ann-Sofie Bertelsen fik på Café Pegasus lørdag aften. Gebyret blev fjernet efter en længere diskussion. (Foto: Privatfoto)

En hyggelig lørdag aften i byen med mad og god vin endte i en lang diskussion mellem Ann-Sofie Bertelsen og personalet på Café Pegasus i København.

Uenigheden endte med, at Ann-Sofie Bertelsen fik et brokgebyr på sin regning.

- Jeg bestilte en tapas-tallerken og var ikke tilfreds. Retten var middelmådig, og det sagde jeg til personalet.

- Jeg regnede med at få en kop kaffe eller noget, men i stedet fik jeg 50 kroner i gebyr, fortæller Ann-Sofie Bertelsen til Ekstra Bladet.

Som altid er der to sider af en sag. Karina Skov Iversen, der ejer cafeen, fortæller, at hun oplevede Ann-Sofie Bertelsen som meget urimelig.

- Vi forsøgte virkelig at imødekomme hende. Jeg gennemgik hendes tapas-tallerken og smagte sågar selv på nogle af retterne for at se, om hun havde ret.

- Udover at brokke sig til tjenerne, kokkene og mig, gik hun også rundt til de andre borde og fik afløb for sin utilfredshed. Det blev simpelthen for meget, siger Karina Skov Iversen til Ekstra Bladet.

De valgte at give den utilfredse kunde et gebyr på 50 kroner for brok. Det faldt ikke i god jord.

- Det er bare helt absurd. Jeg hader at brokke mig. Når man betaler så mange penge, så skal maden være i orden. Den var middelmådig, og hele det efterspil var bare så urimeligt, siger Ann-Sofie Bertelsen.

Café Pegasus er ærgerlige over, at episoden har udviklet sig. I følge dem var gebyret ment i sjov.

- Det er aldrig rart med utilfredse kunder - vi lever jo af god service. Hun havde fået rabat på vin og det hele og vi havde brugt halvanden time på hendes utilfredshed, så vi lavede simpelthen det gebyr.

- Men hun betalte det ikke - det var egentlig ment lidt med et glimt i øjet. Alt det her er taget langt ud af proportioner, siger Karina Skov Iversen til Ekstra Bladet.

Har du været ude for noget lignende, så tip os. Send sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

1 kommentar
Vis kommentarer