Karzai-rival fører afghansk præsidentvalg

Mens den tidligere udenrigsminister fører klart, kommer afgående præsidents favorit næppe med i anden runde

Afghanistans tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah har taget føringen over sin nærmeste rival, Ashraf Ghani, i det krigshærgede lands præsidentvalg, oplyser den afghanske valgkommission, IEC, søndag. En anden valgrunde er meget sandsynlig.

Landets ny præsident kommer til at stå med opgaver som kampen mod et genopstået Taliban, når de amerikanske kampstyrker trækker sig ud af landet ved årsskiftet, og styrke en økonomi, der er fuldstændig afhængig af stadig færre penge til hjælp.

- I dag offentliggør vi et delresultat efter at have optalt 10 procent af stemmerne fra 26 provinser i nord, syd, øst, vest og Kabul, siger lederen af IEC, Ahmad Yousuf Nuristani.

- Med 500.000 stemmer optalt fra 26 provinser fører doktor Abdullah med 41,9 procent, doktor Ashraf Ghani har 37,6 procent på andenpladsen, og Zalmay Rassoul har på tredjepladsen 9,8 procent, tilføjer Ahmad Yousuf Nuristani.

Den tidligere medarbejder i Verdensbanken Zalmay Rassoul blev inden valget først på måneden betragtet som den afgående præsident Hamid Karzais foretrukne efterfølger. Rassoul støttes endvidere af Karzais to brødre.

- Jeg vil dog gøre det klart, at resultatet godt kan ændre sig i fremtiden, når vi offentliggør resultater med nye procenttal fra valget. De tal, vi står med nu, er slet ikke det endelige resultat, siger IEC-chefen.

Ifølge de afghanske valgregler bliver det nødvendigt med en anden valgrunde, hvis ikke en af kandidaterne har opnået over 50 procent af det samlede antal stemmer, når det endelige resultat offentliggøres i slutningen af maj.

Blandt de otte provinser, hvorfra der ikke foreligger nogen resultater, er to i den nordlige del af landet, Badakhstan og Baghlan, to i den østlige, Khost og Paktia, to i den sydlige, Ghazni og Wardak samt en mod sydvest, Ghor.

Abdullah, hvis far er etnisk pashtun og mor er tadsjiker, er tættere forbundet med de nordlige tadsjiker.

Flere end syv millioner mennesker trodsede det dårlige vejr og voldstruslerne fra Taliban for at stemme ved første runde 5. april, hvilket blev hyldet af verdens ledere.

Forud for valget var der frygt for, at der atter kunne blive tale om massiv valgsvindel, som førte til Karzais genvalg i 2009, og som ville underminere vinderens legitimitet i det krigshærgede land.

Anden runde af præsidentvalget vil blive holdt 28. maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer