Fogh skyder med skarpt mod Rusland

Konflikten i Østukraine får Natos generalsekretær til at kræve, at Rusland trækker sine tropper ud af landet.

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, skærper nok engang tonen over for Rusland efter voldsomme sammenstød mellem ukrainske sikkerhedsstyrker og prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Allerede i søndagens udgave af Politiken svarede han igen på beskyldninger fra russiske embedsmænd om, at Nato har optrappet konflikten i Ukraine ved at blande sig i landets politik.

Den tilspidsede situation i byen Slavjansk, hvor flere meldes dræbt, fik senere søndag danskeren på banen igen:

- Jeg er ekstremt bekymret for den fortsatte optrapning af urolighederne i det østlige Ukraine. Vi oplever en planlagt voldskampagne udført af prorussiske separatister, hvis mål er at destabilisere Ukraine som en suveræn stat, siger han i en pressemeddelelse.

Fogh mener, at det er en alvorlig udvikling, at der dukker uidentificerede uniformerede mænd med russiske våben op i de østukrainske byer, ligesom det var tilfældet på halvøen Krim:

- Jeg opfordrer Rusland til at nedtrappe konflikten og trække landets store antal af militærstyrker tilbage, også specialstyrker, som holder til ved Ukraines grænse.

Grunden til, at den vestlige forsvarsalliances chef netop nu verbalt skyder med skarpt, er Ruslands massive kritik af Nato, mener lektor ved Københavns Universitet og ekspert i russiske og ukrainske forhold, Flemming Splidsboel.

- Nato er blevet inddraget i den russiske retorik om konflikten i Ukraine. Putin (Ruslands præsident, red.) har slået fast, at han har været nødt til at handle på baggrund af Natos indblanding i Ukraine, siger han.

Rusland har kritiseret Nato for at blande sig i Ukraines indenrigspolitik og skubbe landet tættere på et Nato-medlemskab, hvilket bliver afvist af forsvarsalliancen.

- Russerne ser det som en klar optrapning af konflikten, at Nato har sendt militært udstyr og F16-fly til Nato-lande omkring Ukraine, siger lektoren.

Konflikten vil ifølge ham først blive aftrappet med en politisk løsning, hvor Ukraine bliver til en føderation.

Anders Fogh Rasmussen slår fast, at enhver militær indblanding fra russisk side vil betyde, at landet vil blive yderligere isoleret fra de internationale samfund.

0 kommentarer
Vis kommentarer