Lidegaard: Rusland har overskredet en grænse

Udenrigsministeren roser ukrainsk regering for dens tålmodighed. Men forstår Ukraines behov for handling

Udenrigsministeren er klar i mælet om, at den ukrainske regering også kan have behov for at anvende magt over for aktivisterne i byer som Slavjansk og Lugansk, hvor prorussiske aktivister har besat flere offentlige bygninger. (Polfoto)
Udenrigsministeren er klar i mælet om, at den ukrainske regering også kan have behov for at anvende magt over for aktivisterne i byer som Slavjansk og Lugansk, hvor prorussiske aktivister har besat flere offentlige bygninger. (Polfoto)

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) udtrykker mandag forståelse for den ukrainske regerings melding i weekenden om, at den forbereder en "fuldskala antiterroroperation" mod prorussiske aktivister i det østlige Ukraine.

- Den ukrainske regering har udvist en beundringsværdig tålmodighed indtil nu. Og jeg vil selvfølgelig opfordre dem til at gøre alt, hvad man kan, for ikke at optrappe situationen unødigt.

- Men når det er sagt, så må jeg sige, at jeg har forståelse for, at den ukrainske regering også har brug for at manifestere, at der er en grænse et sted. Og at den grænse er overskredet.

- Selvfølgelig er man nødt til også at prøve at få orden i eget hus, siger Lidegaard mandag på vej ind til EU-udenrigsministermøde i Luxembourg.

Den danske udenrigsministers udtalelser kommer inden meldingen mandag formiddag fra Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, om, at overgangsregeringen i Kijev ikke er imod en folkeafstemning i det østlige Ukraine samtidig med præsidentvalget 25. maj.

Men udenrigsministeren er klar i mælet om, at den ukrainske regering også kan have behov for at anvende magt over for aktivisterne i byer som Slavjansk og Lugansk, hvor prorussiske aktivister har besat flere offentlige bygninger.

- Mit håb er selvfølgelig, at det kan ske uden ofre, og at det kan ske så kontrolleret som muligt. Det er en svær situation, Ukraines regering er i.

- Derfor er vi nødt til også i dag at signalere solidaritet og øget støtte til Ukraine som sådan, siger Martin Lidegaard, der siger, at han ikke er i tvivl om, at Rusland i en eller anden grad står bag uroen i det østlige Ukraine.

På den baggrund efterlyser han et klart signal fra Moskva til de prorussiske aktivister i Ukraine.

- Et entydigt signal om, at alle bør besinde sig. Det bekymrer mig, at Rusland overhovedet ikke signalerer noget i den dur, men tværtimod er med til at piske en stemning op.

- Jeg er dybt bekymret over den retorik, Rusland begynder at anvende, siger Martin Lidegaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer